Vort første træf

Torsdag d. 26.august oprandt den store dag. Vi pakkede bilen med hund og div. udstyr og kørte til Trelde Næs Camping, hvor Islandsk Fårehundeklubs store årlige træf skulle finde sted. Træffet startede om fredagen, men vi var med i træfudvalget, så vi tog afsted en dag før for at være med til at stille det store telt op og gøre klar til det store rykind.

Det skulle vise sig at blive en fantastisk weekend. Fredagen startede med den oficielle udstilling samt konkurrencer i lydighed og rally-lydighed. Selve træffet startede med velkomst ved næstformanden ved 16-tiden. Om aftenen havde vi fællesspisning for de interesserede, der var arrangeret grillgris med tilbehør. Omkring 125 voksne og 40 børn deltog i dén menu, og der blev virkelig gået til fadene. "Fadene" - ja det leder jo tankerækken videre til fadølsanlægget, som takket være en sponsor kunne sælge dejlig kolde fadøl til kun 12 kr. Mange år siden, man har set dén pris!

Nu var det jo egentlig hundene, det skulle handle om. Der var, hvad der skulle vise sig at være den største samling af islandshunde nogensinde: 140 stk. med deres ialt 200 mennesker. Så der var liv og glade dage, gøen, og lidt optræk til slagsmål når duften af tæve i løbetid fik hormonerne op at køre hos hannerne.

Den eneste konkurrence, vi havde valgt at deltage i, var agility om lørdagen. Resten af tiden var afsat til hygge med hund, og en del træfudvalgsarbejde. Det store slæb blev dog trukket af de mere garvede, vi var jo "de nye" så vi blev vist skånet lidt. Men vi er med igen næste år, så ved vi lidt mere om opgaverne.

Hvordan mon det gik til vores deltagelse i agility? Tjoe øhh... Sorta er en meget klog hund. Da hun så, at springene var sat fem cm. højere end vi er vant til, var det jo ikke nødvendigt at springe over dem - det var da meget nemmere at løbe under! Nå, det endte med, at vi blev enige, og derfra gik det fint. Vi slap da for at bliver nummer sidst... en femteplads ud af otte blev det til.

Og Mor var der! Ja, altså: Sortas mor. Det var en oplevelse at se, hvordan vores nu 2 1/2 år gamle hund reagerede på at se sin mor igen. Den voksne hund forsvandt, hvalpen kom igen og trillede om på ryggen - der var ikke forandret noget i deres rangorden. Det er omkring 1 1/2 år siden, de har set hinanden, så det fortæller jo også lidt om hukommelse hos hunde.

Sortas mor Frigg i midten, og moster Vaka. Ren familieidyl.

Vejret var fint, kun afbrudt af nogle enkelte byger, og folk var i en god stemning. Dejligt at møde så mange nye mennesker med eet tilfælles: interessen for og kærligheden til disse skønne hunde. Næste år mødes vi igen, da bliver træffet afholdt på campingpladsen ved Hampen. Første møde i det nye træfudvalg afholdes allerede om små to uger - ja, forberedelserne til sådan et træf tager det meste af et år. Mange små detaljer skal pusles på plads, og annonceringen skal tilrettelægges så første annonce kan komme i det første nummer af bladet næste år.

Det meste af søndagen var optaget af det store klub cup, som er en uofficiel udstilling med bedømmelse. Sorta og jeg - tja. Jeg gider ikke udstillinger, og jeg tror det forplanter sig ned i den anden ende af snoren. I hvert fald havde Sorta mere travlt med at snuse end med at løbe rundt i ringen og se strunk ud, som man jo skal hvis man vil vinde i dét spil. Vi slap for at skulle ind igen, så vi kunne nyde resten af dagen.

Alting får jo en ende, og da træffet sluttede søndag var de fleste undervejs hjem. Nu var der kun tilbage at pille det lille 200-mands telt ned igen, klappe bordene sammen og stable stolene. Vi havde dog heldigvis valgt at tage mandagen med, så vi kunne tage den lidt med ro. Også godt det samme, for der var lige et hjul, der skulle skiftes - det højre baghjul havde tabt pusten allerede om fredagen.

Vores naturhave

Jeg mangler inspiration pt. til at skrive, så jeg sætter lige nogle flere billeder ind fra vores have - til trøst for den, der ikke gider havearbejde. Vores have passer næsten sig selv - der skal slås græs, og der skal klippes nogle grene af engang imellem. Men ellers er det en udmærket have for den, der hellere vil sidde og glo ud i luften (os..) Sådan en have er også en dejlig tumleplads for hund og kat.

Og den gode Transporter venter tålmodigt på, at jeg får den sat i stand, så vi kan komme ud på vejene igen - og sinke trafikken med vores lovlige topfart.

Hunden, killingerne og haven

Når man virkelig ikke gider luge og pille i en have, er det rart med en masse græs, der bare skal slås engang imellem. En ordentlig klump bregner, som næsten passer sig selv - og nogle træer, der måske lige skal have klippet en gren af i ny og næ. Kvasbunken er uundværlig - afklippede grene giver god plads til fuglereder og en masse småkryb, snegle, tudser mv. Og pindsvinene har altid en sikker vinterplads nede i bunden. Et eller andet sted er der også et par vinbjergsnegle. Vi troede de var væk, men i starten af foråret dukkede den ene op igen, efter at vi ikke havde set dem i fem år. Desuden kunne jeg aldrig drømme om at læsse alt det "haveaffald" på en trailer og bruge tid og benzin på at køre det på genbrug. Jeg synes, det er en uskik - selv den mindste have bør have plads i et hjørne til det afklip, der produceres - og man får den dejligste kompost. (Men pas på med kompost, ting er tilbøjelige til at gro voldsomt i det). Hvem mon fandt på ordet "haveaffald?"

Hund og kat hygger sig selvfølgelig også med denne naturgrund, som naboerne kalder det. En lille hilsen til andre, som heller ikke synes livet er beregnet til at kravle rundt med et lugejern.

...Det handlede ikke meget om hund i dag, men det kommer....

Der kommer flere havebilleder i næste indlæg.

Weekend med gensyn

Lørdag skulle vi mødes med resten af Sorta´s søskende i en skov ved Bjerringbro. Vi skulle til UngHunde Mentaltest (UHM), og det var lykkedes for opdrætteren at få samlet hele kuldet på nær en enkelt, som bor på Sjælland. Så det var vores Sorta og fire af dens søskende. Vi havde talt om, hvorvidt hvalpe kunne genkende hinanden efter 1 1/2 år, og jeg må sige: det kunne de! Deres måde at være sammen på vidnede om en eller anden form for genkendelse, en ekstra fortrolighed kunne man sige. Især var kontakten mellem Sia og Sorta fin - de to ligner hinanden både af udseende og sind, og de var jævnligt henne at slikke hinanden på kinderne.

En kort beskrivelse af testen: der var lavet en bane et stykke inde i skoven, og den bane skulle hundene gennemgå en ad gangen. De andre skulle blive i bilerne, medens deres mennesker var med som "flok." Efter hver test skulle hunden gå en tur gennem den kendte flok, som en stabil og genkendelig faktor.

Det vil føre for vidt at beskrive hele testen i detaljer her, men hvis man er interesseret kan man læse om den på http://www.islandhunden.dk/ eller på DKK´s hjemmeside. Kort beskrevet ser man først på, hvordan hundene reagerer socialt over for fremmede mennesker, hvor bl.a. den ene bedømmer beder om lov at gå tur med hunden. Dernæst prøves jagtinstinkt, hvor de bliver udsat for en "kanin" der bliver trukket i zig-zag. Så kommer kedeldragten, der pludselig bliver trukket op fra jorden. Derefter en pludselig støj, der frembringes ved at en kæde bliver trukket hen over en jernrist. 2 hvide spøgelser med store øjne er det næste, hunden bliver udsat for, og til slut skud fra en signalpistol.

Imellem hver påvirkning går man med hunden igennem "flokken" så den kan sunde sig lidt. Alligevel opbygges der hen mod de sidste øvelser en portion stress, som straks forsvinder da det hele afsluttes med leg, ros og klap henne hos "flokken."

Der er tale om en meget grundig og professionelt tilrettelagt test, som er standard, og som tager ca 40-45 min. pr. hund.

Det spændende var jo at se, hvor meget arv betyder i hundenes reaktionsmønster i forbindelse med de forskellige påvirkninger, og en af de ting, der var fælles for dette kuld viste sig at være en vis følsomhed over for støj og skud. En information, opdrætteren kan bruge hvis hun vil bruge den samme tæve i avlen igen - så gælder det om at finde en han, hvis afkom har vist sig mere robust overfor den slags påvirkninger.

Sorta var meget dygtig til at fortælle mig, at der var noget jeg hellere måtte ordne - så skulle hun nok holde sig væk imens. Hos spøgelserne tager man snoren af hunden - Sorta gik hen og gemte sig i flokken mens jeg ondulerede de der uhyggelige nogen. Det, vi havde været mest spændte på, var skuddene. Vores træningsbaner hos dch-ribe ligger lige ved siden af jægernes skydebane, så de er vant til bulder og brag - alligevel reagerede Sorta ret kraftigt på pistolskud. Det er selvfølgelig en helt anden situation, men spændende at se.

Så sluttede vi jo med kaffe, hygge og en god snak om vore hunde - vi har jo heldigvis alle hver især fået den bedste!

Det var en træt familien hund, der kom hjem den aften, der er et par timers kørsel, så det var godt at komme hjem til sofaen.

Det var en god dag, med velopdragne hunde, der alle går til hundetræning.

Søndag skulle vi da lige have en luftetur, så vi kørte forbi dch´s baner, der også fungerer som offentlig hundeskov. Her mødte vi en familie med to meget store, søde og rare hunde - som de absolut aldrig havde gået til træning med - og en uskyldig 16 ugers hvalp, som uforskyldt går samme skæbne i møde. Så kunne vi jo lige vise dem hvad en hund kan på hundelegepladsen, når bare den har lært lidt...

Det burde virkelig gøres til lov, at alle hunde skal gennemgå hvalpemotivation og kørekort til hund som minimum, forskellen ses tydeligt! Men det kommer jo nok, der arbejdes da på sagen.

Gåturen ved Haderslev

Her er billederne fra forrige lørdags gåtur. Jeg er stadig ikke helt gode venner med billedbehandlingen, for de to øverste billeder skulle egentlig have været nederst på siden. Men jeg lærer det vel...

En God Påske til alle. Nu er højtiden jo overstået, men vi kan jo alligevel ønske for alle, at de har haft en god højtid. Uanset om de har nydt påsken af religiøse grunde, eller om det blot har været nogle dejlige fridage i det skønne forårsvejr.
Den lille englehund, islandshunden Sorta, har haft nogle gode dage. Jeg er glad for, at en hund ikke er i stand til at overtage computeren og skriverierne, for så ville denne beskedne blog fylde det halve internet. Men hvad sker der dog i et hundeliv, som kan fylde op på en blog? Jo, for en lille måned siden var der jo den arrangerede gåtur på Rømø. Dejligt, der kom nogen - nogle søde mennesker med to hunde, som kom fra Hjarup ved Kolding. Vejret var skønt, omend lidt køligt, men naturen på den jyske vestkyst er jo altid helt ubeskrivelig. Kun synd for de stakler, der ikke var med os på denne gåtur.
Så gik hverdagen med lidt almindeligt hundeliv: hygge, søvn, mad, katte, gåture - og så ville mennesket minsandten have hunden med på arbejde! Der skulle lægges nyt stråtag på en del af et hus, Sorta var med. Hønsene var lidt interessante, haven var skøn og fyldt med hjørner, hvor man kunne grave lidt. Folkene i huset: søde gamle mennesker, som var meget betaget af denne dejlige hund.
I lørdags var der gåtur igen. Vi kørte til Haderslev, og fulgte nogle skilte mod "Damende" Ude ved parkeringspladsen var der en tavle med gode kort, hvor man kunne planlægge sin tur. Det endte med en rute på 7,5 km, hvor man både så dejlig natur, åerne, og de gamle dæmninger med kraftværker. Den samlede rute var 7,5 km og førte helt ud til Tørning Mølle. Vel tilbage ved bilerne var der kaffe, snak, trætte hunde. Samlet var vi 8 mennesker og 8 hunde. En dejlig tur på 2 1/2 time. Tænk at man i lille Danmark kan finde så spændende steder, som er nye for een...
Grågæssene sad og hyggede sig med det spirende græs, og fløj kun nødtvungent op, når mennesker og hunde kom lidt for tæt på.

I morges kørte Sorta og jeg Kinik på arbejde. Så kiggede vi på hinanden, og når man kommunikerer med en hund, er ord så dejligt overflødige. Vi var rørende enige om, at vi nok bare lige skulle køre "derhen - du ved!" Det var kun lige begyndt at blive lyst, da vi ankom til den lille, ujævne p-plads ved Fladså, hvor vi jævnligt søger hen for at gå nogle dejlige ture. Her er både å, hede, marker og lidt skov, så stedet er ideelt for den slags ture.

Hende der, med næsen, I ved, oplevede en masse spændende spor. Vi gik ud mod vinden og håbede at møde kron- eller råvildt, men det skulle ikke lige være i dag. Så Sorta måtte nøjes med duftene og en heftig spurt efter en hare, mens jeg glædede mig over lyset og stilheden. En dejlig lang tur blev det til, inden vi kørte hjem til morgenkaffen. Her er nogle billeder fra tidligere - jeg har ikke helt styr på rækkefølgen, der er lidt af hvert. Men der er et par stykker med å og hede, og det var der, vi var i dag. De to billeder er fra november.

Jeg synte også lige, der skulle være et par billeder af vores egen indspilning af "Ka´De li´østers?"

Og så lige et fjollebillede: "jeg kan også se dum ud..."

Ja, jeg skal lige have fundet ud af, hvordan jeg får billederne til at sidde der på siden, hvor jeg vil have dem. Det kommer når jeg engang bliver lidt klogere.

ja - et hundeliv...

Et hundeliv skal være et godt liv. Fyldt med glade oplevelser, gode indtryk til smagsløg og lugtesans. Synsindtryk: hej, de der fugle skal jages væk! Venlige mennesker, kærlighed. Ja, spørg Sorta - sådan er hendes liv vist nok.
Nu buldrer ilden i masseovnen, kattene tøffer rundt og laver de sædvanlige narrestreger - og islandshunden ligger på sin egen personlige sofa og snorksover. Hun har boret næsen ned under sin elefant, og krøllet sig helt sammen. Resten af verden er langt væk. Måske drømmer hun om alt det, der er sket i den sidste tid. Ja, vi kan jo ikke spørge, for hunde forbeholder sig retten til at lade være med at svare. Men lad os lige kaste et menneskeligt blik på det sidste stykke tid. Medens Sorta vrider sig om på ryggen, så hun kan ligge og snorke lidt med alle fire ben lige op i luften. Drømmer en hund? Ja, det gør den jo, lige fra den er ganske lille. Den klynker, spjætter, bevæger ører og øjenlåg - noget er der, derinde bagved. Vi finder aldrig ud af, hvad drømmen handler om, for der er en sprogbarriere, som ikke kan overvindes. Nu er hun kravlet op i det andet hjørne af sofaen, halen er rullet op over snuden, poterne samlet i en klump - her er en hund, der kan sove i sne og is: men luksus, hun har sin egen lille sofa. En dum, forkert lyd fra kattene - så er arbejdshunden igang, med bjæf og knurren. Tænk hvis vi mennesker havde denne evne: dyb søvn det ene øjeblik, fuld alarmtilstand det næste - og derefter straks igen total afslapning. Nu ligger hun her hos mig, sovende, mens jeg forsøger at samle tankerne til det, jeg egentlig gerne vil sige i dag.
De sidste dage i en hunds liv har været aktive, glade og spændende. Torsdag besøgte vi plejehjemmet. Det er en stor oplevelse hver gang. De søde, gamle mennesker, som er glade for enhver oplevelse. Vi tror ikke, de kan huske - men det kan de. De husker Sorta, de hilser glade når hun kommer. Gamle historier om forlængst afdøde hunde kommer frem hos mennesker, som ikke husker dagen i går. Eller for fem minutter siden.
Der blev bagt vafler den dag. Ikke ligefrem hundemad efter normal standard, men den ene gang om måneden synder vi. For her handler det ikke om lange perspektiver hvad ernæring angår, her handler det om at sprede glæde hos gamle mennesker på et plejehjem. En af beboerne er begyndt at smile og række ud, når hun ser Sorta. I starten, for et år siden, var hun lidt skræmt og ville ikke røre ved hunden. Ganske langsomt, og lidt mere for hver gang, er hun blevet mere glad, smilende: for en hund vækker glæden i mennesket.
Andre husker fra sidste gang: der var en anden hund på besøg, og det gik fint. Ja, hvis jeg ender på et plejehjem en dag, håber jeg der kommer en hund og besøger mig.
Fredag - almindelig hverdag med hygge og snak, og lang gåtur.
Lørdag - længe planlagt gåtur gennem raceklubben. Vi kørte til Rømø - og heldigvis var der kommet et par mere. De havde to hunde med. Vi gik i et par timer, hundene havde det herligt. Så sad vi i en gryde i klitterne og drak kaffe og spiste kage. Vi fik en god snak med de søde mennesker, som vi kun har mødt et par gange før. Hundene tullede rundt i hundeverden og gjorde hundeting - og vi mennesker sad og blev glade og varme indeni af denne kontakt med den firbenede verden.
Om aftenen passede vi vore dejlige niecer og deres islandshund. De to hunde elsker hinanden, det er skønt at se. Det har kendt hinanden siden min søster og hendes familie havde haft deres hund i tre dage. De startede med vild leg, senere bare hyggelig nussen rundt, for de var trætte.
I dag var vi til agility-træning. Det gik supergodt. Vi skal lige være lidt bedre til slalom-øvelsen, men ellers kører det bare. Sorta er så utrolig dygtig og lærenem, og bliver kun hæmmet af, at jeg skal have min krop placeret rigtigt i forhold til forhindringerne på banen. Pyt med det, vi skal ikke vinde EM eller noget, vi skal bare have denne her ting sammen.
Fik jeg sagt, at sneen derude er smeltet, og hvad det betyder for vores daglige ture? Nej, det er nok en anden historie. For nu kan jeg komme ud på stråtagene igen - og hvem vil mon gerne med på arbejde? Gæt een gang!

Da skarven havde synkebesvær

I det fantastiske vejr med den nyfaldne sne fra i går smuttede vi en tur til Kammmerslusen, og gik langs åen ud mod vadehavet. Vi gik dog ikke helt derud, for en meget stor flok gæs virkede stressede over vores tilstedeværelse. Det er en oplevelse hver gang foråret nærmer sig, med de store fugletræk der kommer susende over hovedet på een, mens deres højlydte skræppen næsten flyder sammen til en enkelt tone.
Man skal virkelig ikke langt væk for at opleve spændende ting i naturen. På vejen derud sad en høg inde på en mark med sit bytte, som var næsten lige så stort som den selv.
Sorta fandt selvfølgelig noget dejlig parfume, som en hund jo skal rulle sig i - længe!
Vi gik tilbage over diget til pladsen ved sejlernes klubhus. Udsigten ind mod Ribe var fantastisk, med de snedækkede marker, Domkirken, og solen i ryggen.
Næsten lige foran os, 15-20 meter ude i åen, var en skarv på fisketur. Den dykkede ned, og var væk længe. Det var spændende at se, hvor den dukkede op næste gang. Og tænk - pludselig dukkede den op lige der, for enden af bådebroen, med en fisk i næbbet. Så var det, vi kom til at snakke om, om den mon havde ondt i halsen, Den prøvede gentagne gange at synke fisken, men det ville bare ikke lykkes. Efter lang tid så det endelig ud til at lykkes, fisken var væk. Men skarven sad længe med strakt hals og gylpede, så fisken var måske lidt for stor.
Undervejs hjem, lige da vi var drejet ned ad den vej, vi bor på, sad to ravne inde på en mark og mæskede sig med et kadaver. Jeg tror, nogen har været venlige at smide skroget af et rådyr derud, for det lignede det. Ravnene bor i skov kun et par hundrede meter fra os.
Ja, der skal ikke meget til at gøre en almindelig lørdag til noget særligt. Og nu står en kylling og snurrer i cob-grillen udenfor og er næsten færdig. Duften breder sig over hele sognet... og den velparfumerede hund ligger sammenkrøllet i sofaen ved siden af mig.

Vov.

Batman lever, tænker jeg. Jeg kommer kørende ind på gårdspladsen efter at have været væk 4 timer. Inde bag ruden til køkkenet kunne jeg se et par trekantede ører og det øverste af et hoved. Nej, ikke Batmanden. det var islandshunden, der stod på bagben med forpoterne oppe på køkkenbordet og kiggede ud ad vinduet. KAJ KOMMER! Da jeg åbner døren får jeg den sædvanlige overvældende velkomst. Om man er væk en time eller fem er ligegyldigt - velkomsten er den samme. Jeg har levet det meste af mit liv med hund, men bliver alligevel altid rørt over den glæde, man bliver mødt med når man kommer hjem.

Ved første øjekast ser dette billede ikke ud af noget - hunden nede i venstre hjørne, og noget skov. Men prøv at lade blikket følge skovvejen opad til den drejer væk - og hvad ser man? Håber det kan ses her på bloggen, for det var en speciel oplevelse med hjorten og dens føl. Det var ved Buvollens Vildmarkscamp et lille stykke oppe ad Telemarksveien. Sikket land.

Det andet billede, ja - en rasteplads et sted. Snoren er kun fordi der var stærk strøm i nærheden, ikke fordi Sorta kunne komme i tanker om at rende væk. Men hvem har lyst til at se sin hund blive skyllet ned ad et vandfald.'

Det går jo godt med de her billeder, vi tager lige et mere, fra Veen Bondegårdsferie. Bondemanden opfordrede os til at lade hunden løbe løs - det har jeg ikke oplevet før. Men hans egen hund gik jo rundt som den ville, så det var nok derfor. Nå, men det sidste billede dukker åbenbart op øverst på siden. Ja-ja...

Hund og det begyndende forår

En lille ekspedition til den sydjyske slette: dvs et af vores yndlingsområder ved Fladså, hvor der både er å, marker og hede. Et skønt område, som Sorta ofte beder os om at besøge. For her kan hun både snuse og svømme, og løbe op og ned ad stejle brinker. Lige noget for en islandshund.
Vi hørte lærken. Vi så viben. Ænderne fløj to og to og to og to og...... Jagerflyene fløj også to og to i dag - og der var mange. Gad vide, hvor de lægger deres æg? Eller føder de levende unger...
Det har været tøvejr i et par dage nu, og der er mange pletter, hvor sneen er væk. Vores gamle tegltag er renset for mos - de mange laviner har revet det med sig ned i en bunke foran huset. Jeg nøjes med at skovle fri foran døren, resten smelter jo af sig selv. Kinik har lang weekend - hun har en feriedag på mandag. Der bliver nok tid til nogle dejlige ture med frue og hund.
Sorta svømmede også i åen i dag - rigtig vinterbader. Hun ligner ellers en lille tyksak pga vinterpels, men en våd hund fylder ikke så meget. Piberenser.
Æv, jeg har et stort stykke knoklearbejde foran mig. Træerne rundt om grunden - det, der før var hæk - er blevet så store, at jeg er nødt til at save dem ned. De stjæler sollyset fra huset, og vi føler næsten vi bor i en skov. Nå, men jeg må jo igang inden der kommer blade og fuglereder.

Nu har jeg fået liv i min bærbare kåmpjuter igen, så jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg får sat nogle billeder ind. Det er nok ikke så svært, når man først kommer igang. Men jeg ved da godt, at en masse skriverier uden billeder bliver lidt kedeligt at se på.

Og VW-bussen - ja, den råber, at nu skal jeg snart igang med restaureringen. Den vil ud at køre til sommer. Og Poloen - ja, den ved sgisme godt, at vi glæder os til at komme ud at køre i en større udgave af WV. Jeg kører som en gammel mand i den bil. Den er så lille, at jeg er rædselslagen, når bilen bagved ikke holder ordentlig afstand. For den er lavet af tyndt blik i modsætning til Transporteren, der er lavet af tykke blader. Banker man på Poloen siger det "ding-ding" - banker man på bussen siger det "dong-dong"

Til glæde for hunde

For et stykke tid siden oprettede jeg en gruppe på facebook vedr. hundehandel på markeder. Den hedder Stop hundehandlerne på markeder. Det gik langsomt i starten. De første, der meldte sig ind, var nogle søde mennesker, jeg kendte i forvejen. I lang tid var vi seks medlemmer. Så pludselig var vi 25. Nu er vi 31. En kendte forfatter har meldt sig ind, og mon ikke han trækker nogle nye med sig. Det er lige ved at blive spændende. Jeg har skrevet til Dyrenes beskyttelse for at høre, om det er en sag, de interesserer sig for, men ikke fået svar endnu. Når jeg spørger Sorta hvad hun mener om sagen kigger hun på mig og logrer med halem. Det må være et godt tegn...

Et hundeliv gange 9

Ja, sikken underlig overskrift. Den dækker såmænd bare over, at det var en weekend i hundens tegn. Lørdag var der arrangeret gåtur ved Jels Sø, og der var pænt fremmøde. Sammenlagt var der 9 hunde, dvs. 8 islandske fårehunde og en bordercollie. Ren hygge. Vi gik en lang tur rundt om søen og gennem skoven, og naturen er jo helt fantastisk i denne vinter. Sne pynter nu engang på alt det, som ellers ville være gråt og brunt. Eneste minus ved denne tur var, at hundene skal være i snor hele tiden, men så kan vi jo begynde at glæde os til næste tur. Den har vi planlagt til at foregå på Rømø om en måned, og der er jo rigelig plads til fri dressur.
Søndagen var der jo agility - og jeg tillader mig at være stolt af min hund. Den kan jo ikke gøre for, at jeg render i vejen for den når ruten bliver for kringlet... Ingen tvivl om, at den har evnerne og lysten, den spurter rundt som om den aldrig havde bestilt andet. Dejligt, at vi kunne komme ind i en ridehal, så vi kunne komme igang.

hunden på plejehjem

Så har vi lige været på det månedlige besøg på plejehjemmet. I dag var datteren til en af beboerne på besøg, og havde sin labrador med. Det gav ikke nogen problemer, selvfølgelig!
Der var vaffelbagning i dag, så det var ekstra hyggeligt. Det er virkelig en af de ting, der glæder een selv: at man ved hjælp af en mellemstor, rar hund kan bringe et par timers glæde til nogle mennesker, der ikke oplever så meget. Når dch kommer videre med besøgstjenesten håber jeg at få lejlighed til at blande mig.

En stor fornærmelse: hele G7 topmødecirkusset fragtes helt op til det nordligste Canada, til Iglulik. Man er gæst hos et folk, der BOR deroppe - og siger nej til at deltage i en middag, fordi der serveres sælkød. FØJ!

Hundens liv

Så skete det endelig: Ina fra Højrup havde tilbudt, at vi kunne låne deres ridehal til agility. Ribefolkene kom med en trailer fuld af alle vores spring og to tunneller, og det fik vi hurtigt stillet op, så vi kunne komme i gang. Sorta var helt "på" og lod ikke til at have glemt noget som helst. Den er meget dygtig til agility, så jeg bliver nok nødt til at træne noget mere, så vi kan prøve at stille op til en enkelt konkurrence. Samværet med de andre hunde nyder de jo også alle sammen, og jeg havde en meget træt hund, da vi var færdige. Den sov faktisk inden vi havde kørt 3 km.
Dortes Skolli viser også gode evner og glæde ved spring og tunnel, så det ser da ud til islandsk fårehund er meget egnet til agility. Det er også sjovere end lydighedstræning....

Paragliderens død

Ja, ikke piloten, men skærmen. I lørdags havde vi vores årlige grejdag i OP87. Det er en dag først på året, hvor vi mødes for at checke klubbens og eget udstyr, så det er klar til sæsonen. I år checkede vi linerne længde ved at strække dem til 20 kg. Det gik fint på alle skærme - undtagen min. Ved mindre end 10 kg. sprang en af de midterste a-liner. Den skal kunne holde til 180. Så nu skal den gamle APCO ikke flyve mere. Det er egentlig en skam, for vingen er fin, men det viser sig at linerne er lavet af kevlar, som er meget stærkt men ikke tåler at blive bukket. Bruddet skete et klassisk sted: lige hvor en sammensyning holder op.
Nu må jeg se hvornår det bliver til en anden flyver. Uden arbejde = ingen penge til legetøj, så jeg må nøjes med at låne klubbens skærm indtil videre.
Hvis bruddet var sket under en flyvetur ville jeg have haft en meget interessant nedstigning....

Hunden synes....

at dens mennesker er lidt kedelige for tiden. Ganske vist bliver det til nogle gode lange gåture hver dag, men den er også nødt til at undvære os nogle timer ind i mellem. Vi er ved at miste vort ældste familiemedlem til kræften, så han ligger på Vejle sygehus. En hård periode, som vi bare skal igennem. Vi var i går nødt til at aflyse vort besøg på plejehjemmet, hvor den er besøgsven. Det er ellers en af de ting, vi glæder os til hver måned. Foreløbig har vi udsat det til næste torsdag, men vi må se hvad der sker.

I morgen lørdag er der grejdag i OP87. den dag mødes en flok af klubbens aktive medlemmer i gymnastiksalen på Spandet Gl. Skole. Så bliver alle paragliderne pakket ud og checket, og i år skal vi også have trukket liner. Der bliver sat en fjedervægt på, og så skal alle liner strækkes med 20 kg, og længden på dem kontrolleres. Så kommer de til at ligne det, som producenten engang har lavet.
Vi plejer at hygge os gevaldigt, med kaffe og snak, og en lille let frokost. En øl og en vand bliver der nok også tid til.

I hundeklubben er der planlagt en række gåture. Den første bliver rundt om Jels Sø på næste lørdag, det skal nok blive hyggeligt. Vi må se, hvor mange, der kommer. Denne tur har Heidi arrangeret. Selv har vi arrangeret yderligere 4 ture i løbet af foråret og frem til sommeren.

Skøn gåtur

Hunden fik mig overtalt til en længere gåtur i går. Det var en af de pt. sjældne dage med mildt vejr, og i forgårs regnede det jo det meste af dagen. Så i går lokkede Hunden mig ud i skoven på en tur ad finurlige veje og stier, hvor vi ikke har været før. Ren hygge, især da vi fandt et frisk harespor - bummelummerne var helt blanke endnu. Så kom der gang i snuden!

Arbejde

Jeg har altid haft meget nemt ved at finde arbejde. Nok fordi jeg ikke er så kræsen med, hvad jeg laver - for man finder jo bare noget andet, hvis man er utilfreds. Nå. Nu er det pludselig ikke så nemt mere, og det er der jo nok to grunde til: hele situationen med den såkaldte krise. Og at jeg jo må konstatere, at der pludselig er et halvtredsårigt betræk udenpå ham den yngre udgave, der sidder indeni og spræller for at komme ud. Suk.
Nå, men der dukker altid noget op, så jeg går ikke i panik endnu.

Is og sne

Tænk, nu er vi ligefrem ved at være vant til vinteren, de fleste af os. Og man kan da ikke andet end nyde synet, når solen en gang imellem skinner fra en skyfri himmel, og alt er lyst og hvidt. Når først sneen er ryddet væk fra vejene, kan man da ikke forestille sig en bedre ramme for de ellers kedelige vintermåneder. For hvordan er det nu lige, det ellers vil være på den her årstid? Jo, et par enkelte plusgrader, gråvejr, småregn. Fugt og forkølelser. Brune marker, brune træer og buske, og pludselig en nats frost, så alle de fugtige veje bliver så glatte, at folk ryger i grøften på stribe. For det kommer jo hver gang bag på folk, at det kan blive glat. Nå, men så får forsikringsselskaberne lov til at gøre gavn, og mekanikerne får lidt at lave.
Nu kører vi jo rundt i den lille Polo. Det er en lille frisk bil, men det er da godt, bussen skal gøres klar igen. Når man er vant til god plads, så finder man hurtigt ud af, at alt det skrammel man plejer at køre rundt med måske er lidt overflødigt. Men vi glæder os til det bliver lidt lunt i vejret, så går jeg stille og roligt igang med at lave de ting på bussen, som jeg kan finde ud af. Og min mekanikerkammerat hjælper med det tekniske. Den skal nok blive klar til sommerens ture.

En anden dejlig ting ved denne vinter er, at hunden nyder det. Den elsker sneen og isen, og selv om vore gåture ikke er helt så lange som de plejer, så sørger vi for at komme afsted hver dag.
Jeg må også snart se at få taget mig sammen til at lægge billeder ind, så det ikke bliver tekst det hele.

Her går det jo godt

Vi har det godt i Danmark. Vi har begrænset mængde vintervejr. Vi drukner ikke i tsunamier. Vi ligger ikke begravet under murbrokker pga jordskælv. Og vi har mad nok. Det er lige det med maden, jeg vil ind på. I weekenden sad jeg om formiddagen og zappede lidt af bare kedsomhed. På den ene danske kanal havde man valgt at lave en konkurrence, hvor to børn skulle konkurrere om, hvem der kunne få flest pølser stoppet i lommerne, inden for tøjet, i huen eller i munden inden for en hvis tid. Nu er pølser nok ikke lige den mest lødige kost, men jeg blev alligevel lidt forarget - for hvordan skal danskernes børn lære respekt for maden, når de i børnetv bliver undervist i at svine med maden på den måde? I den øjeblikkelige situation kunne prisen for dette bjerg af pølser, der her blev ødelagt, have holdt liv i adskillige mennesker på Haiti i flere dage.
Tilfældet er ikke enestående. Danske tv-kanaler har jævnligt indslag, der viser hvordan man smadrer rundt i fødevarer. Hvem mon er forskuet nok til at finde på den slags indslag?

I is og blæst

I lørdags fik Hunden overtalt sine sagesløse mennesker til at køre en tur til stranden på Rømø. Der var sne og is, og det blæste godt fra øst. Men vi føjede os jo, pakkede os ind i alt det tøj vi kunne finde, og havde nogle rigtig gode timer derovre. Det er sjovt at se, hvordan naturen ser ud nu, med isskosser, skruninger, og de flotte formationer der dannes, når fygesne og -sand danner mønstre og små nye klitter. Nu har vi vel også efterhånden vænnet os til, at det er ægte vinter. Det er jo ikke særlig koldt, og sneen skal man da skynde sig at nyde - hvadenten det er med hunde eller børn. Har man ikke selv nogen af delene må man låne sig frem...
Søndag startede vi sæsonens hundetræning. Vi har valgt kun at gå til agility i år - men pga. sneen havde man aflyst agility med to minutters varsel. Så fik vi lejlighed til at prøve rally lydighed i stedet, det var sjovt at prøve. Der skal mere samarbejde til mellem hund og fører end ved almindelig lydighed, og det ser ud til at indeholde nogle elementer, som er en god udfordring. Det kunne være man skulle... Nå nej, vi vælger jo netop at nøjes med een ting for at hunden ikke skal miste koncentrationen til sidst. To timers træning lige efter hinanden er for meget.

Sne på skærmen

Sneen er lidt blød i dag, det er vist lige ved at tø her hos os. Men set fra en hunds synspunkt er sne altid dejlig. Den skal jo heller ikke køre bil... Jeg synes nu det er rart, at vejene igen er til at færdes på. Lige her i vort lille hjørne af verden har vi nu ikke noget at klage over, de store snemasser er væltet ned hele vejen rundt om os. Men tænk, hvis man havde anet, at sneen ville blive liggende så længe. Så tror jeg nok, jeg havde fået sat de gamle langrendsski i stand. Jeg havde fat i dem i december, men måtte konstatere at de er ved at gå op i limningerne pga. fugt. Jeg har nok heller ikke set til dem siden engang først i halvfemserne... Langrend er ellers herligt, det hyggede jeg mig en del med "dengang der var noget, der hed vinter." Jeg brugte dem også på Grønland, der kan man ligesom lidt bedre regne med sneen.
Nu ville det være rart, om tøvejret så kunne sætte ind, så jeg kan komme ud at lave stråtag igen - der skal jo penge i kassen. Andre tækkemænd jeg har talt med, er heller ikke kommet i gang endnu, så der ligger nok en del arbejde og venter.

Den gamle bus

Det var ellers lige ved at se ud til, den dejlige WV Transporter Bus skulle hen i et hjørne på ubestemt tid. En mekaniker havde set på den med henblik på syn, og han smurte tykt på. Så fik jeg en bekendt til at kigge på den og det viste sig, at det slet ikke er så slemt endda. Jeg har selvfølgelig kørt alt for længe i den efter at den skulle have været synet 6. december, men enden på det bliver, at jeg har købt en Polo med 1 1/2 år til syn. Så bliver pladerne pillet af bussen, og der er nu god tid til at sætte den i stand i løbet af foråret. Når den kommer på vejen igen forhåbentlig til sommer er det i renoveret stand, alt rust bliver lavet, det mekaniske bliver skiftet efter behov, motoren får en ny toppakning, og bilen bliver malet. Så bliver den god som ny og kan køre mange år endnu. Alt det, jeg selv kan få mine ti tommelfingre til at lave klarer jeg selv, resten klarer kammeraten. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle få lyst til at restaurere en gammel bil, men jeg er faldet for den her model (Læs mere om dem på www.t3nettet.dk).
Og når bussen er på vejen igen kan Poloen sælges næsten uden tab, så vi er kørende.
Hvordan jeg så får indholdet fra en t3: paraglider, hund med transportbur, div. til brug ved overnatninger + det løse komprimeret, så det kan være i en Polo, det vil jo vise sig...

Godt Nytår

Lidt forsinket, men jeg er ikke så flittig med skriverierne pt.
I går var vi til den årlige optakt på sæsonen i hundeklubben. En lille gåtur i den bidende kolde vind førte os ud til en herlig skovlegeplads, hvor hundene blev sluppet fri og kunne tumle sig i sneen. Sne er da godt for noget: børn og hunde elsker det. Det er godt for noget andet: min have er lige så pæn som naboens...
Da vufferne havde tumlet sig længe nok gik vi i samlet flok tilbage til klubhuset, hvor gløgg og æbleskiver ventede på os. Trods det lidt stygge vejr havde der samlet sig 25-30 deltagere, så det var jo ikke så dårligt.
Næste søndag starter træningen. Jeg har valgt at nøjes med agility her den første del af sæsonen, selv om rally lydighed også ser spændende ud. Men det er meget trættende for hunden at være med til to ting lige efter hinanden, så vi må vælge. Lydighedstræningen gemmer vi lidt, vi skal alligevel ikke til konkurrencer - og når vi nu synes, at vores hund opfører sig som vi gerne vil have det, ja så skal vi jo bare vedligeholde det, den har lært.
Sidste torsdag var jeg i radio syd med et lille indlæg om hunden som besøgsven på plejehjem. Det fik jeg en del rosende kommentarer for (tak) og tænk! Jeg vidste ikke, at der er så mange der lytter til radio syd klokken 7 om morgenen!

Overstået

Ja, julen og nytåret er overstået. Egentlig kan jeg ikke forstå, at nytåret skulle være noget at fejre: et antal øjenskader, nogle ødelagte hænder. Og en ung kvinde voldtaget og myrdet, fordi et eller andet svin derude har benyttet sig af hendes hjælpeløse tilstand. Hvad er det, der foregår. Desuden kan man jo nævne de mange brande rundt omkring - jo, lad os endelig blive ved at fejre nytår med større og større bomber. Hvor er krisen mon egentlig? Hvis man har råd til at smide 1000.- kr. op i luften, så er man ikke i nogen krise! ....siger hunden. Og ja, det var jo egentlig der, jeg ville hn. For selv om vores hund ikke er bange for skud og høje lyde, så er nytårsdagene stressende for den. Og nytårsaften kl. 12.00 var den så bange, at den rystede. Den var ikke ude at lette sig i rigtig mange timer, den turde ikke. Da det var slut kørte vi ud til en fjern strand, og så kan det nok være, sluserne blev åbnet for både småt og stort. Samtidig kunne vi gå en dejlig tur i frostklart vejr med fuldmåne. Godt nytår.