Fra Oskars dagbog.

 

Ham der, Kaj.  Det er ham den halvgamle mand i vort liv… Vi er: undertegnede, Oskar, bordercollieognogethund, og Sorta,  islandsk fårehund. Nå, men det der menneske… øhhh. Jeg troede engang, at mennesker var klogere end hunde. Han har fundet på en tosset leg – og vi er jo et par dejlige hunde, så vi leger med ham til han bliver træt. Håber vi.

Han har fundet på, at han skal gemme ting, som vi så skal finde. Fint nok. Det gør vi gerne, med logrende haler, gøen og vuffen  – bare det gør ham glad…

I dag fandt han på at gemme hele tre ting. En dejlig bold, en dinosaurus og resterne af et tøjdyr. Så stiller fjolset sig op og skråler SØØG! Hmm. Ja vi vil jo gerne gøre ham glad, så vi suser rundt og søger. Vi kommer med dino, bolden, og det døde tøjdyr. Til sidst lykkes det for ham at gemme tingene så godt, at vi næsten ikke kan finde dem. Bolden: jep, fundet. Dino – den finder vi også. Men den der stump tøjdyr, nej det gider vi ikke. Han råber og skriger og peger: SØØØG!.  Hmmm… Til sidst bliver vi enige om, at det må være nok, og finder en dejlig pind i stedet for den latterlige las. Men er han tilfreds med den? Nej, da. Han bener rundt som en tosse, peger og råber  -  til vi til sidst finder den dumme stump tøjdyr. Underligt at han vil foretrække  den for en vidunderlig pind. Mennesker er sære – men de er nu søde nok alligevel. De giver os god mad, viser os interessante steder og svømmer med os om sommeren. Men logiske er de dælme ikke… Med venlig hilsen. Oskar.