I morges kørte Sorta og jeg Kinik på arbejde. Så kiggede vi på hinanden, og når man kommunikerer med en hund, er ord så dejligt overflødige. Vi var rørende enige om, at vi nok bare lige skulle køre "derhen - du ved!" Det var kun lige begyndt at blive lyst, da vi ankom til den lille, ujævne p-plads ved Fladså, hvor vi jævnligt søger hen for at gå nogle dejlige ture. Her er både å, hede, marker og lidt skov, så stedet er ideelt for den slags ture.

Hende der, med næsen, I ved, oplevede en masse spændende spor. Vi gik ud mod vinden og håbede at møde kron- eller råvildt, men det skulle ikke lige være i dag. Så Sorta måtte nøjes med duftene og en heftig spurt efter en hare, mens jeg glædede mig over lyset og stilheden. En dejlig lang tur blev det til, inden vi kørte hjem til morgenkaffen. Her er nogle billeder fra tidligere - jeg har ikke helt styr på rækkefølgen, der er lidt af hvert. Men der er et par stykker med å og hede, og det var der, vi var i dag. De to billeder er fra november.

Jeg synte også lige, der skulle være et par billeder af vores egen indspilning af "Ka´De li´østers?"

Og så lige et fjollebillede: "jeg kan også se dum ud..."

Ja, jeg skal lige have fundet ud af, hvordan jeg får billederne til at sidde der på siden, hvor jeg vil have dem. Det kommer når jeg engang bliver lidt klogere.

ja - et hundeliv...

Et hundeliv skal være et godt liv. Fyldt med glade oplevelser, gode indtryk til smagsløg og lugtesans. Synsindtryk: hej, de der fugle skal jages væk! Venlige mennesker, kærlighed. Ja, spørg Sorta - sådan er hendes liv vist nok.
Nu buldrer ilden i masseovnen, kattene tøffer rundt og laver de sædvanlige narrestreger - og islandshunden ligger på sin egen personlige sofa og snorksover. Hun har boret næsen ned under sin elefant, og krøllet sig helt sammen. Resten af verden er langt væk. Måske drømmer hun om alt det, der er sket i den sidste tid. Ja, vi kan jo ikke spørge, for hunde forbeholder sig retten til at lade være med at svare. Men lad os lige kaste et menneskeligt blik på det sidste stykke tid. Medens Sorta vrider sig om på ryggen, så hun kan ligge og snorke lidt med alle fire ben lige op i luften. Drømmer en hund? Ja, det gør den jo, lige fra den er ganske lille. Den klynker, spjætter, bevæger ører og øjenlåg - noget er der, derinde bagved. Vi finder aldrig ud af, hvad drømmen handler om, for der er en sprogbarriere, som ikke kan overvindes. Nu er hun kravlet op i det andet hjørne af sofaen, halen er rullet op over snuden, poterne samlet i en klump - her er en hund, der kan sove i sne og is: men luksus, hun har sin egen lille sofa. En dum, forkert lyd fra kattene - så er arbejdshunden igang, med bjæf og knurren. Tænk hvis vi mennesker havde denne evne: dyb søvn det ene øjeblik, fuld alarmtilstand det næste - og derefter straks igen total afslapning. Nu ligger hun her hos mig, sovende, mens jeg forsøger at samle tankerne til det, jeg egentlig gerne vil sige i dag.
De sidste dage i en hunds liv har været aktive, glade og spændende. Torsdag besøgte vi plejehjemmet. Det er en stor oplevelse hver gang. De søde, gamle mennesker, som er glade for enhver oplevelse. Vi tror ikke, de kan huske - men det kan de. De husker Sorta, de hilser glade når hun kommer. Gamle historier om forlængst afdøde hunde kommer frem hos mennesker, som ikke husker dagen i går. Eller for fem minutter siden.
Der blev bagt vafler den dag. Ikke ligefrem hundemad efter normal standard, men den ene gang om måneden synder vi. For her handler det ikke om lange perspektiver hvad ernæring angår, her handler det om at sprede glæde hos gamle mennesker på et plejehjem. En af beboerne er begyndt at smile og række ud, når hun ser Sorta. I starten, for et år siden, var hun lidt skræmt og ville ikke røre ved hunden. Ganske langsomt, og lidt mere for hver gang, er hun blevet mere glad, smilende: for en hund vækker glæden i mennesket.
Andre husker fra sidste gang: der var en anden hund på besøg, og det gik fint. Ja, hvis jeg ender på et plejehjem en dag, håber jeg der kommer en hund og besøger mig.
Fredag - almindelig hverdag med hygge og snak, og lang gåtur.
Lørdag - længe planlagt gåtur gennem raceklubben. Vi kørte til Rømø - og heldigvis var der kommet et par mere. De havde to hunde med. Vi gik i et par timer, hundene havde det herligt. Så sad vi i en gryde i klitterne og drak kaffe og spiste kage. Vi fik en god snak med de søde mennesker, som vi kun har mødt et par gange før. Hundene tullede rundt i hundeverden og gjorde hundeting - og vi mennesker sad og blev glade og varme indeni af denne kontakt med den firbenede verden.
Om aftenen passede vi vore dejlige niecer og deres islandshund. De to hunde elsker hinanden, det er skønt at se. Det har kendt hinanden siden min søster og hendes familie havde haft deres hund i tre dage. De startede med vild leg, senere bare hyggelig nussen rundt, for de var trætte.
I dag var vi til agility-træning. Det gik supergodt. Vi skal lige være lidt bedre til slalom-øvelsen, men ellers kører det bare. Sorta er så utrolig dygtig og lærenem, og bliver kun hæmmet af, at jeg skal have min krop placeret rigtigt i forhold til forhindringerne på banen. Pyt med det, vi skal ikke vinde EM eller noget, vi skal bare have denne her ting sammen.
Fik jeg sagt, at sneen derude er smeltet, og hvad det betyder for vores daglige ture? Nej, det er nok en anden historie. For nu kan jeg komme ud på stråtagene igen - og hvem vil mon gerne med på arbejde? Gæt een gang!

Da skarven havde synkebesvær

I det fantastiske vejr med den nyfaldne sne fra i går smuttede vi en tur til Kammmerslusen, og gik langs åen ud mod vadehavet. Vi gik dog ikke helt derud, for en meget stor flok gæs virkede stressede over vores tilstedeværelse. Det er en oplevelse hver gang foråret nærmer sig, med de store fugletræk der kommer susende over hovedet på een, mens deres højlydte skræppen næsten flyder sammen til en enkelt tone.
Man skal virkelig ikke langt væk for at opleve spændende ting i naturen. På vejen derud sad en høg inde på en mark med sit bytte, som var næsten lige så stort som den selv.
Sorta fandt selvfølgelig noget dejlig parfume, som en hund jo skal rulle sig i - længe!
Vi gik tilbage over diget til pladsen ved sejlernes klubhus. Udsigten ind mod Ribe var fantastisk, med de snedækkede marker, Domkirken, og solen i ryggen.
Næsten lige foran os, 15-20 meter ude i åen, var en skarv på fisketur. Den dykkede ned, og var væk længe. Det var spændende at se, hvor den dukkede op næste gang. Og tænk - pludselig dukkede den op lige der, for enden af bådebroen, med en fisk i næbbet. Så var det, vi kom til at snakke om, om den mon havde ondt i halsen, Den prøvede gentagne gange at synke fisken, men det ville bare ikke lykkes. Efter lang tid så det endelig ud til at lykkes, fisken var væk. Men skarven sad længe med strakt hals og gylpede, så fisken var måske lidt for stor.
Undervejs hjem, lige da vi var drejet ned ad den vej, vi bor på, sad to ravne inde på en mark og mæskede sig med et kadaver. Jeg tror, nogen har været venlige at smide skroget af et rådyr derud, for det lignede det. Ravnene bor i skov kun et par hundrede meter fra os.
Ja, der skal ikke meget til at gøre en almindelig lørdag til noget særligt. Og nu står en kylling og snurrer i cob-grillen udenfor og er næsten færdig. Duften breder sig over hele sognet... og den velparfumerede hund ligger sammenkrøllet i sofaen ved siden af mig.

Vov.

Batman lever, tænker jeg. Jeg kommer kørende ind på gårdspladsen efter at have været væk 4 timer. Inde bag ruden til køkkenet kunne jeg se et par trekantede ører og det øverste af et hoved. Nej, ikke Batmanden. det var islandshunden, der stod på bagben med forpoterne oppe på køkkenbordet og kiggede ud ad vinduet. KAJ KOMMER! Da jeg åbner døren får jeg den sædvanlige overvældende velkomst. Om man er væk en time eller fem er ligegyldigt - velkomsten er den samme. Jeg har levet det meste af mit liv med hund, men bliver alligevel altid rørt over den glæde, man bliver mødt med når man kommer hjem.

Ved første øjekast ser dette billede ikke ud af noget - hunden nede i venstre hjørne, og noget skov. Men prøv at lade blikket følge skovvejen opad til den drejer væk - og hvad ser man? Håber det kan ses her på bloggen, for det var en speciel oplevelse med hjorten og dens føl. Det var ved Buvollens Vildmarkscamp et lille stykke oppe ad Telemarksveien. Sikket land.

Det andet billede, ja - en rasteplads et sted. Snoren er kun fordi der var stærk strøm i nærheden, ikke fordi Sorta kunne komme i tanker om at rende væk. Men hvem har lyst til at se sin hund blive skyllet ned ad et vandfald.'

Det går jo godt med de her billeder, vi tager lige et mere, fra Veen Bondegårdsferie. Bondemanden opfordrede os til at lade hunden løbe løs - det har jeg ikke oplevet før. Men hans egen hund gik jo rundt som den ville, så det var nok derfor. Nå, men det sidste billede dukker åbenbart op øverst på siden. Ja-ja...