Vov.

Batman lever, tænker jeg. Jeg kommer kørende ind på gårdspladsen efter at have været væk 4 timer. Inde bag ruden til køkkenet kunne jeg se et par trekantede ører og det øverste af et hoved. Nej, ikke Batmanden. det var islandshunden, der stod på bagben med forpoterne oppe på køkkenbordet og kiggede ud ad vinduet. KAJ KOMMER! Da jeg åbner døren får jeg den sædvanlige overvældende velkomst. Om man er væk en time eller fem er ligegyldigt - velkomsten er den samme. Jeg har levet det meste af mit liv med hund, men bliver alligevel altid rørt over den glæde, man bliver mødt med når man kommer hjem.

Ved første øjekast ser dette billede ikke ud af noget - hunden nede i venstre hjørne, og noget skov. Men prøv at lade blikket følge skovvejen opad til den drejer væk - og hvad ser man? Håber det kan ses her på bloggen, for det var en speciel oplevelse med hjorten og dens føl. Det var ved Buvollens Vildmarkscamp et lille stykke oppe ad Telemarksveien. Sikket land.

Det andet billede, ja - en rasteplads et sted. Snoren er kun fordi der var stærk strøm i nærheden, ikke fordi Sorta kunne komme i tanker om at rende væk. Men hvem har lyst til at se sin hund blive skyllet ned ad et vandfald.'

Det går jo godt med de her billeder, vi tager lige et mere, fra Veen Bondegårdsferie. Bondemanden opfordrede os til at lade hunden løbe løs - det har jeg ikke oplevet før. Men hans egen hund gik jo rundt som den ville, så det var nok derfor. Nå, men det sidste billede dukker åbenbart op øverst på siden. Ja-ja...