Oskars Jul

Så blev det vores første jul med to hunde. Vi tog dem begge med til juleaften hos min søster, og det gik over al forventning. Hun har også en islandsk fårehund, og vi mærkede overhovedet ikke, at der var tre hunde i huset. De hyggede sig med det gode selskab, og fik nogle gode lufteture ude i deres have.


Nytårsaften.

Vi var meget spændte på, hvordan Oskar ville reagere på nytårsskyderierne. At jægerne bruger skydebanen ved siden af DcH´s baner mens vi træner reagerer ingen af hundene på, men fyrværkeri er noget helt andet. Ganske rigtigt blev vi allerede ved nitiden velsignet med de første brag af div. kanonslag - hvordan bliver folk ved med at få fat i det lxxx? Det plejer at være ret slemt, der hvor vi bor, og formiddagens tissetur blev da også noget forkortet ved at Oskar gemte sig under bilen.

Heldigvis havde vi lånt et sommerhus på Holmsland Klit, og vi trillede stille og roligt deropad sidst på formiddagen. Undervejs gik vi en dejlig lang tur på stranden ved Nymindegab, inden vi indtog sommerhuset. Der var ikke ret mange mennesker i de andre sommerhuse, så der var ret stille og fredeligt. Selvfølgelig var der lidt skyderi hele tiden, men i løbet af dagen vænnede han Oskar sig til det og tog det egentlig ret afslappet. Sorta har aldrig været særlig nervøs, ved fyrværkeri, snarere vagtsom: "Når jeg gør holder det jo op igen!"

Ved 22-tiden gik vi en lille luftetur, men vi kom ikke ret langt væk før hundene ville vende om, og jeg blev nærmest slæbt hjem igen!

Det store fyrværkeri ved midnat var hurtigt overstået - allerede fra ca. 00.30 var der helt stille. Det bliver bestemt ikke sidste gang, vi vælger den løsning, da vi i forvejen ikke er til de helt store nytårsfestligheder.

Dagen efter gik vi en lang tur ved Årgab, hvor vi er kommet gennem mange år - vi startede med at flyve hangglider derude i begyndelsen af halvfemserne, og nu bliver det mest til paragliding. Det er spændende at se, hvordan sådan et klitlandskab forandrer sig hele tiden, og de store storme denne vinter har virkelig gnavet af klitterne. Desværre havde jeg ikke kameraet med denne gang, men jeg tror jeg skal til at kigge i gemmerne efter de gamle papirfotos fra den gang vi begyndte at komme disse steder.

 Oskar ville meget gerne have taget apportbukken i brug med det samme - men han måtte pænt vente til næste dag!

En tur på hundelegepladsen.



Et år i hundens tegn

Endelig, endelig. Efter en næsten endeløs række af weekendkurser var vi nogle stykker, der kunne få den sidste underskrift i den grønne kursusbog. Underskriften der bekræftede, at vi nu kan kalde os hundetrænere hos DcH. Det er kun begyndelsen, for gennemførelsen af grundkurset åbner for adgang til mange andre spændende kurser, så man bestemmer selv hvilken vej man vil gå. Men spændende er det, der har været mange rigtig gode instruktører - og man bliver jo aldrig færdig med at lære om hund.
Selvfølgelig har der da også været masser af tid til oplevelser med vore egne hunde. I Pinsen var vi på Samsø, hvor Oskar vistnok skulle med en færge for første gang. Det gik selvfølgelig uden problemer, selv om han var lidt frygtsom i starten. Jeg tror det beroligede ham en del, at Sorta er vant til turen, så han kunne få moralsk opbakning.
Den ellers planlagte tur til Norge blev ikke til noget, af flere grunde. Godt det samme, for blodprøven viste, at Oskar ikke havde dannet nok antistoffer efter rabiesvaccinationen. Så har vi et helt år til at få styr på den ting, og vi gider altså ikke tage på ferie uden hundene. I øvrigt viste dyrlægens vægt, at han han vejede 19 kg. den dag. Han har altså tabt sig 7 kg. siden vi fik ham. Vi har justeret fodermængden lidt op igen, så han nu ligger på ca. 20 kg. og er en meget flot hund.

                                Hjemme foran rhododendronbusken.

 En slank hund nyder udsigten fra en sten på Samsø

 Oskar og vand - her prøvede vi lidt udspring fra en badebro ved Ballen havn, Samsø

Oskar og hans lille ven



Hvor hen i den fart? Da Oskar blev væk.

I sidste uge begyndte endelig en periode med fint vejr. Straks var vi afsted på en lidt længere tur i en nærliggende skov. Vi fulgte en vandrerute, og et meget passende sted er der opsat bord og bænke - lige stedet for en lille ølpause. Vi havde ikke mødt nogen mennesker, så hundene vi lov at pusle rundt for sig selv og pjaskede selvfølgelig i den nærmeste bæk.
Vi gik videre, og ventede lidt med at give hundene snor på. De snusede rundt langs kanten af stien, og pludselig lød der et vræl - en sort skygge for tværs over stien og ind i krattet. Oskar havde fået snuden for tæt på et elhegn. Våd som han var efter turen i bækken kan man jo kun forestille sig det stød, han har fået.
Panikken begyndte at brede sig, for han kom ikke da vi kaldte. Vi delte os og gik hver sin vej rundt, og efter en halv evighed hørte min kone en gøen inde i krattet. Hun gik hen og kaldte, og staklen kom krybende med halen mellem benene. Pyhh...
Heldigvis glemmer hunde hurtigt, og vi fandt de glade stemmer frem da vi gik tilbage til bilen så der skete ingen skade. Men hvor kan tingene dog udvikle sig hurtigt, og jeg tror da nok lige vi holder lidt øje med elhegn fremover.

Aflyst agilitystævne med Oskar

Ja, jeg måtte jo desværre aflyse vores deltagelse i agilitystævnet med Oskar. Jeg var så uheldig at vrikke om på foden, så jeg måtte springe den sidste gang træning over. Og da jeg havde været på kursus om lørdagen passede det mig helt fint med en frisøndag. Vi vender tilbage næste år.

Så gik den "sommer"

Jeg har tilmeldt Oskar til hans første agilitykonkurence. Pludselig er der kun een eneste træningsaften inden det går løs - og hvordan var det nu lige, det gik i går? Jow.... Det var een af de dage, hvor forbindelsen mellem hundens hjerne og dens ben er kortsluttet, men hvor forbindelsen fra snuden og op i hjernen ikke fejler noget. Det var en meget ukoncentreret hund, der ikke gad noget som helst før helt til sidst. Nå, vi skal jo heller ikke vinde DM eller noget, bare have en hyggelig dag. Vi kan vel høste lidt point for inderholdningsværdi.
Sådan en våd sommer, hvor dagene bare "flyder" ud i en lind strøm. Vi havde ellers planlagt en lille tur til Norge, men der blev ved med at komme noget i vejen. Vi skulle have bussen ud at køre igen, men den flinke mand, der skulle hjælpe med det mekaniske kunne ikke tage sig sammen til at gå igang. Poloen skulle synes, og hvem kører mon også til Norge i en gammel Polo? Nej vel?. Men så, til en herlig fest på Fyn mødte vi en VW Pickup T3, som var til salg. Haps, den snuppede vi, så nu er vi kørende igen. Det er en gammel militærbil med presenningsruf, så der er plads til det hele. Den har allerede transporteret os rundt i landet på nogle gode ture, og den spinder som en symaskine. Så det problem blev løst, men så var der jo lige det der med Oskars rabiesvaccine. Der var ikke dannet antistoffer nok, så det hele endte med at vi udsatte turen til næste år. For hundene skal med, det er naturoplevelser vi går efter og ikke ret meget byvandring.
De næste mange weekender står i hundens tegn. Der er lige en række kurser der skal overstås, så jeg kan kalde mig træner. Det er meget spændende, og det er da også hyggeligt at komme lidt på skolebænken igen.
Billeder kommer til at vente lidt, jeg sidder her og hakker på bibliotekets computer da jeg desværre kom til at ødelægge min egen bærbare.

Sommerpause

Så er DcH i gang med sin lange sommerpause. Heldigvis fandt jeg ud af, at en lille flok møder op og hjælper hinanden med noget træning en gang om ugen, og jeg besluttede at tage Oskar med - uden Sorta. Oskar er allerede ved at være ret dygtig til agility, og jeg syntes han skulle have noget grundlæggende lydighedstræning, næsearbejde osv. Vi startede med fremsendelse, som han hurtigt fandt ud af (Når der ligger en pølsestump et sted kan man hurtigt komme derhen). Så prøvede vi feltsøg, som vi har leget lidt med derhjemme - men det er rart med lidt gode tips fra andre dygtige trænere. Feltsøg foregår ved, at man afmærker et område med nogle pinde, tramper rundt over det hele for at sprede fært, og går en omgang fra pind til pind for at markere området. Derefter kaster man nogle ting forskellige steder, som hundene så skal finde.
Det gik jo helt fint - et par små bamser samlede han fint op og afleverede, men et par briller fik lov at blive liggende i første omgang.
Vi har senere trænet hjemme med en gammel mobiltelefon, en handske, en opvaskebørste og div. andre ting, som man normalt ikke løber rundt med i munden. Sorta skal selvfølgelig også prøve, og ganske som forventet finder hun alle tingene, men viser kun hvor de er. Komme slæbende med et eller andet bras? Nej det er under damens værdighed.

De hurtige hunde

Tirsdagens agilityaften var een stor fornøjelse. Begge hunde var helt på dupperne, jeg selv var frisk og veludhvilet efter en, for en gangs skyld, kort arbejdsdag. OG nyklippet, så der var ikke et øje tørt.
Oskar skulle træne vippe og hjul. Jeg havde med vilje holdt ham væk fra vippen efter en lille smutter for en tre-ugers tid siden. Da susede han op ad vippen i et ubevogtet øjeblik, og befandt sig så i frit fald da han pludselig var forbi vippens omdrejningspunkt. Sådan en hændelse kan sætte en livsvarig skræk i en ellers god agilityhund, men det gik meget fint i går, så han har nok glemt det. Hjulet var en større udfordring end ventet, men efter lang og tålmodig indsats lykkedes det da at få ham til at springe igennem. Hunde er ikke dumme, de ved jo godt at det er meget nemmere at løbe udenom.
Så skulle han for første gang prøve at springe i den højde, man nu engang skal når man har hans størrelse. Det er altid spændende, for mange hunde forsøger at løbe under springene, men hold da helt fest, hvor det gik! Han fejlede ikke et eneste spring, og lavede heller ingen nedrivninger. Så nu løber han hele baner på holdet for øvede - efter kun fem ugers træning. Herligt!
Og Sorta - som jo ellers tit nyder at snøre mig og tage banerne i luntetrav. Jeg ved ikke, hvad der gik af tøsen, for hun susede afsted i galop, så jeg næsten ikke kunne følge med. Hun havde ovenikøbet begyndt dagens træning med at være lånt ud til vores ældste medlem, Karen på 71, og det gik rigtig fint. Karens hund er lige ved at være for gammel til agility, så hun er ved at se på hvilken hund hun skal have næste gang.
Og holdets piger havde været til stævne i søndags og opnået fine placeringer, bl.a. en førsteplads, så der var en dejlig stemning.

Oskar, Sorta - og nogle killinger, der ikke længere er helt så kedelige

I dagens skønne vejr havde vi for første gang de små killinger ude i solen, til stor forundring for Oskar - og til stor glæde for Sorta, der fik travlt med at vaske og nusse. Ja, den lille hund skal da vist have lov til at få et kuld hvalpe, for hun var meget moderlig over for de små pus.

Den grimme elefant

Kaj Lauritzen

Den grimme elefant

Oskar kommer farende:" Kaj, der står en stor grim elefant og sprøjter vand efter os!" Jeg tager skolemesterstemmen på: "Nej, lille Oskar, det er ikke en elefant, det er en vandingsmaskine." "NÅ! Aldrig hørt om - men bare for en sikkerheds skyld: WUWUWUWUWUWUUU!!!!" Samtidig skifter vandingsmaskinen slag og sprøjter den anden vej... "Kan du se, hvad jeg sagde!" siger Oskar triumferende. Sorta kigger den anden vej og ryster på hovedet, som om hun vil sige: "Stor ståhej om den dumme elefant, som jeg fik skræmt på plads sidste år..."

Oskar, Sorta. foråret og de kedelige killinger.

Forår. Sæson for længere dage, nyudsprungne blomster, alting gror. Og lille Muddi får killinger, som hun gør hvert forår. Oskar møder disse små pus for første gang, med stor forsigtighed. Han snuser forsigtigt til de 4 små, een dag gamle kræ. Går et skridt tilbage, tænker lidt, og henter så sin grønne bold. Da han finder ud af, at de små ikke lige er klar til at lege med bold mister han interessen for dem, tager sin bold igen og går om i haven. Kedelige killinger.

Men mon ikke han får sin sag for om nogle uger, når de efterhånden får øjne, begynder at fjolle rundt og lege - og han kunne aldrig drømme om at gøre dem noget. Det bliver sjovt at følge, for vi har jo set hvordan Sorta har passet på killinger - jeg ´tror ikke, Oskar kunne komme i tanke om at skade dem.

I dag har vi været på det årlige vikingemarked på Lustrupholm. Begge hunde var med, og det var dejligt at opleve hvordan de begge hyggede sig med de mange mennesker, andre hunde, fremmede miljøer. Når man har to dejlige, venlige hunde med kommer man nemt i snak med folk. Sortas reaktioner kendte vi jo i forvejen, men vi var spændte på, hvordan Oskar ville reagere på så mange nye indtryk. Ja, hvad skal jeg sige.. han hyggede sig, og da han fik lov at dyppe sit legeme i bækken et par gange var alt perfekt.
Den totalt pelsklædte storhøvding var Oskars store favorit. Jeg er sikker på, at hvis han fik lov ville han slæbe ham hjem og grave ham ned ude i haven...

I går hyggede vi et par timer ved åen, og det kom der en lille film ud af. Den er lige her:

Agility og lidt andet

Vi kom i rigtig god tid til DCH´s arealer i dag, og der var kun kommet et par stykker i forvejen. Deres hunde løb løse rundt og legede, og både Sorta og Oskar gik helt amok i bilen. Vi slap dem ud, og så gik den vilde hundeleg. Sorta kender jo dem alle i forvejen, da hun nærmest er opvokset derude, men det er skønt at se hvordan Oskar bliver gode venner med alle hunde. Vi har endnu ikke mødt en eneste hund, som han ikke kunne finde ud af det med. Han har åbenbart et kropssprog, som vi mennesker ikke kan tolke men som bevirker, at alle andre hunde synes han er en rar og fredelig fyr, som de gerne vil være venner med. Det er skønt at se. 

I dag var Oskar med til agility for anden gang, sådan "for alvor." Han har som tidligere nævnt prøvet et par spring og tunnel før, men nu er han med på holdet. En glad hund, som synes det hele er hamrende sjovt. Hans fantastiske næse bevirker dog, at han sommetider synes det er mere spændende at snuse, end at høre hvad jeg render rundt og råber.

Men det endte da med, at vi løb banen igennem næsten uden fejl, og det selv om vi pludselig var havnet i en helt anden sværhedsgrad end jeg havde forventet.

Vi havde balancebommen fremme idag, og den havde Oskar aldrig set før. Sådan lidt uden for nummer, da vi var færdige med begyndertræning, syntes jeg da lige vi skulle prøve den. Tja, hvor svært kan det være. "SJOVT!" sagde Oskar, og løb op på den uden problemer. Vi tog den et par gange, men så var hunden også ved at være træt, for det var mange oplevelser på en dag.

Nu træner vi agility indtil sommerferien, og derefter skal vi prøve at arbejde  med spor, eftersøgnng mv. på et andet hold.

Den grundlæggende lydighed med sit, dæk, plads osv. har vi arbejdet med det sidste par uger, og han forstår hurtigt hvad man vil.

Oskars gode næse

Det går jo helt forrygende med Oskar. Han og Sorta er rigtige gode sammen, og alle vore møder med andre hunde har været uden problemer. Jeg har fået Oskar med på agility-begynder, og han klarer sig rigtig flot. Da jeg selv som træner-aspirant er med til Rally-lydighed har jeg valgt at tage Oskar med, og han lærer hurtigt - det hjælper med en god godbid foran næsen.
Ud over dette træner jeg spor og feltsøg med ham, og det er nok her han har sit største potentiale. Han finder ting på størrelse med en fingernegl i højt græs, og i forgårs gik jeg forbi den lokale golfbane. Da begyndte han pludselig at snuse som en gal, og inden længe havde han fundet to golfbolde i vejkanten. Vi mødte da også et par golfspillere, der nok mente at det sommetider kunne være rart med en sporhund - måske kunne han tjene til føden som golfkuglefinder!
Her i eftermiddag har jeg trænet Sit-bliv! hvor han bliver pænt siddende mens jeg går fra ham og gemmer en lille ting i græsset. Så går jeg tilbage til ham og sender ham frem for at søge, og han finder tingen i løbet af et øjeblik.
Når jeg vil gøre det rigtig svært for ham kaster jeg en genstand ind midt i vores store kvasbunke. Så kører halen som en propel mens han søger - og han finder altid! Imponerende er det også, at øvelsen sit-bliv har jeg kun trænet i to dage, og det kan han allerede.
Nu ligger han som sædvanlig ovenpå mine fødder, mens jeg sidder her og skriver - for en hund bliver meget træt af at træne spor og søg.

Om at skyde med løst krudt

Tænk, at bo i hus med den dejligste lille trefarvede tæve. Nu er hun i løbetid, og udsender forførende dufte som kun en hanhundesnude kan opfange. Det er hårde dage, for selv om magasinet er væk, så er geværet der endnu og skyder med løst krudt. Hun vimser rundt og vrikker med numsen, og den stakkels Oskar kan kun forsøge at bestige damen, men uden resultat - for løse patroner er nu ikke helt "the real thing."
Prøver hun på at holde ham væk? Nej da, hun nyder denne kurtiserende opmærksomhed i fulde drag - det drejer sig jo kun om nogle dage, så er hun bare hund igen.



Med Oskar til hundetræning

Sorta er i løbetid, så hun fik fri i dag. Jeg tog så Oskar med til hans første "rigtige" træning. Vi var ikke så mange i dag, så der var tid til ham på agilityholdet. Med god hjælp fra vores dygtige træner Lene trænede vi nogle springserier, og derudover fik jeg ham lokket gennem tunnelen et par gange, og trænet lidt slalom.
Så satte jeg ham ind i bilen, da jeg skulle med på rally-holdet, hvor jeg skal være lærling som hjælpetræner indtil sommerferien.
Det viste sig også her, at der var god tid til at prøve, da der var nogle afbud, så jeg galoperede om til bilen for at hente ham.
I bilen lå der to poser med forskellige godbidder. Dem havde han ikke spist.
Der lå Kiniks lækre skindvanter. Dem havde han ikke spist.
Der lå den dyre line, vi bruger til agility. Den havde han spist....
Så fik han da sin sele på og en anden line, og så gik vi til rally. Rally er en form for lydighedstræning, hvor der er opbygget en bane med nogle små skilte der fortæller, hvilken øvelse der nu skal udføres. Det er ikke så meget lydighed vi har nået at træne med ham endnu, men med lidt god hjælp fra vores dygtige træner Katrine samt en lækker godbid foran næsen gik det rigtig fint alligevel.

Om han var træt?

Strandløverne

Dette fantastiske vejr kunne da ikke bruges til andet end en tur til Rømø. Allerede på turen over dæmningen begyndte de to hundesnuder at vibrere, og iveren ville ingen ende tage da vi kørte ned på stranden. Der var små piv og bjæf fra dem begge, og da så ENDELIG bilen standsede, og vi kunne komme ud! Vi fandt hurtigt et sted uden mennesker, så vi kunne slippe de to herlige hunde, og så gik det ellers i fuldt firspring ud i bølgen den blå.
Et lille intermezzo i Havneby, hvor et par pølser bad om at blive fortæret, og derefter til Sønderstrand, hvor vi smed os på det medbragte tæppe og nød en enkelt Tuborg mens hundene hyggede sig. Oskar havde vist aldrig set en strandsejler før, men han fik dem da skræmt væk...

Vel hjemme igen fortsatte jeg gårsdagens afbrudte projekt med at få efterset og samlet min nyindkøbte Hangglider Funfex. Samme type som den gamle men med et meget bedre sejl. Så nu er jeg snart flyvende igen, venter kun på det rigtige vejr. Oskar har åbenbart vænnet sig til mine skøre påfund, for han reagerede ikke på monsteret men hyggede sig blot med Sorta. Man skulle tro, de to var opvokset sammen, - de hygger, nusser, leger, slås for sjov og er i det hele taget dejlige sammen.

Lige til en Oskar.

I går kunne Oskar og vi fejre 5 ugers "jubilæum." Dagen blev markeret med skønt vejr, og selvfølgelig en gåtur af de bedre. Vi kørte ud til det dejlige terræn omkring DCH, i håb om at møde andre hunde og deres mennesker. Og hvad sker der: da vi runder et hjørne ud mod den store bane ser vi på afstand en dame med to labrador´er. Sorta og Oskar får øje på dem på lang afstand, og snart er alle disse hunde på vej hen imod hinanden i fuldt firspring - i et tempo som intet menneske kan følge med til.
Vi falder i snak med den flinke dame, som fortæller os at den ene af hendes hunde er ti mdr. og den anden er 20 mdr. Fire dejlige hunde i skønneste hundeleg. Lidt senere kommer endnu en dame, som har en kuldbror til den yngste labrador. Desværre lå kameraet i bilen, men hvor var det dog skønt at se sådan en hundeflok i vild leg uden en eneste mislyd. Kun når de unge hvalpe blev for frække og pågående viste Oskar, at han godt kan sige fra på en rigtig god måde.

"Vil ikke forstyrres!"

Da vi senere vendte tilbage til bilen kom en af mine elever fra agilityholdet med sin skønne Jack Russel-terrier. De havde jo allerede mødt hinanden før, så der var genkendelsens glæde og endnu en omgang leg. 

Så var der ikke meget krudt tilbage i hverken Sorta eller Oskar, de var nærmest bevidstløse resten af eftermiddagen mens vi nød kaffen og det hjemmebagte hos min mor. Der var ingen, der kunne mærke at der var to hunde i stuen.

Vi har jo gået og været lidt spændte på at se, hvordan det ville forløbe når Sorta kom i løbetid. En af grundene til at vi valgte Oskar var jo netop, at han var neutraliseret i forvejen. Nu er Sorta´s løbetid startet, og Oskar er fuldstænding som han plejer.

Vi har hele tiden sørget for at møde så mange hunde som muligt, og det går rigtig fint hver gang. Oskar har et fint kropssprog og er god til at aflæse andre hundes, så det er hidtil gået over al forventning.

Oskar - nu med paraglider og saltvand

Det er underligt at tænke på, at det nu allerede er fire uger siden, at vi forventningsfulde og med sommerfugle i maven kørte til nordsjælland for at se en hund, som vi måske ville tage med hjem. Det er jo nogle dage siden jeg har skrevet her, og det er simpelt hen  fordi der efterhånden har indfundet sig en god hverdag. Vi har haft mange oplevelser, og kun gode, med ham. Han er en meget venlig hund, hvad enten han møder andre mennesker, hunde eller katte.

Sorta og Oskar er rigtig glade for hinanden. De leger sammen, snuser til de samme ting på gåturene, småskændes lidt om legetøj eller godbidder - og slutter altid af med at give hinanden et lille slik på kinden. Vores dag starter altid med en gåtur på lidt under en time, inden jeg begiver mig afsted på arbejde. På vejen ud bliver alting jo undersøgt, men på tilbagevejen skal der leges. Når drengerøven Oskar bliver for dum, så er det meget sjovt at se hvordan Sorta sætter ham på plads. Han får et lille nap i siden, Sortas lille tætte krop bliver helt stram at se på, ørerne lægges lidt tilbage og de ellers så blide, brune øjne bliver til små kulstykker, der brænder hul i Oskars ego. Jo, det er Sorta der er overhund. Det samme gælder, hvis der er en pind eller en godbid, som hun ikke synes er noget for ham.

 Når vi er i nærheden af vand, ja så er det da meget praktisk at have mennesker med til at køre bilen, men ellers klarer hundene sig fint selv. Det gælder uanset om vi kører ud til åen eller kysten; vand er til at pjaske i. Første gang Oskar svømmede i åen - medstrøms - kunne man næsten se hvad han tænkte: "Hej, jeg svømmer sgu med 8 knob her, se på mig!" Jeg måtte råbe temmelig højt for at kalde ham ind, han var helt væk i svømningen.

Dagen i dag kørte vi til et sted i Ho Bugt ved Esbjerg, hvor vinden og solen havde budt op til dans. Efter en lang og kold vinter var det endelig godt vejr til en gang paragliding. Vi startede med en gåtur langs stranden - og lige med et kom der sådan en kæmpevinge svævende. Oskar knurrede lidt ad den, gøede et par gange - hvorefter kæmpefuglen svævede ned på stranden og faldt sammen. Da den også slap den mand, den havde fanget, var Oskar meget godt tilfreds med sin egen indsats som dræber af store fugle, og værdigede ikke skærmene et blik resten af dagen. Han er jo også opvokset lige i nærheden at et velbesøgt flyvested på nordsjælland, så han har set sådan nogen monstre før. De to dejlige hunde fik sig nogle gedigne svømmeture, og da vi havde pakket sammen og sad i bilen igen, lå der et par meget trætte hunde på bagsædet.

Ja, det var så vores lille månedsjubilæum.

"Jeg har lige været i vandet, og nu kommer jeg og springer op ad dine rene bukser!"

At der flyver mennesker rundt oppe i luften forstyrrer ikke seriøs hundeaktivitet.

"Mit reb!" "NEJ,MIT REB!"

"Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden."

Sæler - eller ...

Ham den halvgamle fik lov til at indvie en helt ny paraglider.

Ikaros på vej ind i solen

Kinik og hundene på stranden under mine vingers skygge...