Hvor hen i den fart? Da Oskar blev væk.

I sidste uge begyndte endelig en periode med fint vejr. Straks var vi afsted på en lidt længere tur i en nærliggende skov. Vi fulgte en vandrerute, og et meget passende sted er der opsat bord og bænke - lige stedet for en lille ølpause. Vi havde ikke mødt nogen mennesker, så hundene vi lov at pusle rundt for sig selv og pjaskede selvfølgelig i den nærmeste bæk.
Vi gik videre, og ventede lidt med at give hundene snor på. De snusede rundt langs kanten af stien, og pludselig lød der et vræl - en sort skygge for tværs over stien og ind i krattet. Oskar havde fået snuden for tæt på et elhegn. Våd som han var efter turen i bækken kan man jo kun forestille sig det stød, han har fået.
Panikken begyndte at brede sig, for han kom ikke da vi kaldte. Vi delte os og gik hver sin vej rundt, og efter en halv evighed hørte min kone en gøen inde i krattet. Hun gik hen og kaldte, og staklen kom krybende med halen mellem benene. Pyhh...
Heldigvis glemmer hunde hurtigt, og vi fandt de glade stemmer frem da vi gik tilbage til bilen så der skete ingen skade. Men hvor kan tingene dog udvikle sig hurtigt, og jeg tror da nok lige vi holder lidt øje med elhegn fremover.

Aflyst agilitystævne med Oskar

Ja, jeg måtte jo desværre aflyse vores deltagelse i agilitystævnet med Oskar. Jeg var så uheldig at vrikke om på foden, så jeg måtte springe den sidste gang træning over. Og da jeg havde været på kursus om lørdagen passede det mig helt fint med en frisøndag. Vi vender tilbage næste år.