Lige til en Oskar.

I går kunne Oskar og vi fejre 5 ugers "jubilæum." Dagen blev markeret med skønt vejr, og selvfølgelig en gåtur af de bedre. Vi kørte ud til det dejlige terræn omkring DCH, i håb om at møde andre hunde og deres mennesker. Og hvad sker der: da vi runder et hjørne ud mod den store bane ser vi på afstand en dame med to labrador´er. Sorta og Oskar får øje på dem på lang afstand, og snart er alle disse hunde på vej hen imod hinanden i fuldt firspring - i et tempo som intet menneske kan følge med til.
Vi falder i snak med den flinke dame, som fortæller os at den ene af hendes hunde er ti mdr. og den anden er 20 mdr. Fire dejlige hunde i skønneste hundeleg. Lidt senere kommer endnu en dame, som har en kuldbror til den yngste labrador. Desværre lå kameraet i bilen, men hvor var det dog skønt at se sådan en hundeflok i vild leg uden en eneste mislyd. Kun når de unge hvalpe blev for frække og pågående viste Oskar, at han godt kan sige fra på en rigtig god måde.

"Vil ikke forstyrres!"

Da vi senere vendte tilbage til bilen kom en af mine elever fra agilityholdet med sin skønne Jack Russel-terrier. De havde jo allerede mødt hinanden før, så der var genkendelsens glæde og endnu en omgang leg. 

Så var der ikke meget krudt tilbage i hverken Sorta eller Oskar, de var nærmest bevidstløse resten af eftermiddagen mens vi nød kaffen og det hjemmebagte hos min mor. Der var ingen, der kunne mærke at der var to hunde i stuen.

Vi har jo gået og været lidt spændte på at se, hvordan det ville forløbe når Sorta kom i løbetid. En af grundene til at vi valgte Oskar var jo netop, at han var neutraliseret i forvejen. Nu er Sorta´s løbetid startet, og Oskar er fuldstænding som han plejer.

Vi har hele tiden sørget for at møde så mange hunde som muligt, og det går rigtig fint hver gang. Oskar har et fint kropssprog og er god til at aflæse andre hundes, så det er hidtil gået over al forventning.

Oskar - nu med paraglider og saltvand

Det er underligt at tænke på, at det nu allerede er fire uger siden, at vi forventningsfulde og med sommerfugle i maven kørte til nordsjælland for at se en hund, som vi måske ville tage med hjem. Det er jo nogle dage siden jeg har skrevet her, og det er simpelt hen  fordi der efterhånden har indfundet sig en god hverdag. Vi har haft mange oplevelser, og kun gode, med ham. Han er en meget venlig hund, hvad enten han møder andre mennesker, hunde eller katte.

Sorta og Oskar er rigtig glade for hinanden. De leger sammen, snuser til de samme ting på gåturene, småskændes lidt om legetøj eller godbidder - og slutter altid af med at give hinanden et lille slik på kinden. Vores dag starter altid med en gåtur på lidt under en time, inden jeg begiver mig afsted på arbejde. På vejen ud bliver alting jo undersøgt, men på tilbagevejen skal der leges. Når drengerøven Oskar bliver for dum, så er det meget sjovt at se hvordan Sorta sætter ham på plads. Han får et lille nap i siden, Sortas lille tætte krop bliver helt stram at se på, ørerne lægges lidt tilbage og de ellers så blide, brune øjne bliver til små kulstykker, der brænder hul i Oskars ego. Jo, det er Sorta der er overhund. Det samme gælder, hvis der er en pind eller en godbid, som hun ikke synes er noget for ham.

 Når vi er i nærheden af vand, ja så er det da meget praktisk at have mennesker med til at køre bilen, men ellers klarer hundene sig fint selv. Det gælder uanset om vi kører ud til åen eller kysten; vand er til at pjaske i. Første gang Oskar svømmede i åen - medstrøms - kunne man næsten se hvad han tænkte: "Hej, jeg svømmer sgu med 8 knob her, se på mig!" Jeg måtte råbe temmelig højt for at kalde ham ind, han var helt væk i svømningen.

Dagen i dag kørte vi til et sted i Ho Bugt ved Esbjerg, hvor vinden og solen havde budt op til dans. Efter en lang og kold vinter var det endelig godt vejr til en gang paragliding. Vi startede med en gåtur langs stranden - og lige med et kom der sådan en kæmpevinge svævende. Oskar knurrede lidt ad den, gøede et par gange - hvorefter kæmpefuglen svævede ned på stranden og faldt sammen. Da den også slap den mand, den havde fanget, var Oskar meget godt tilfreds med sin egen indsats som dræber af store fugle, og værdigede ikke skærmene et blik resten af dagen. Han er jo også opvokset lige i nærheden at et velbesøgt flyvested på nordsjælland, så han har set sådan nogen monstre før. De to dejlige hunde fik sig nogle gedigne svømmeture, og da vi havde pakket sammen og sad i bilen igen, lå der et par meget trætte hunde på bagsædet.

Ja, det var så vores lille månedsjubilæum.

"Jeg har lige været i vandet, og nu kommer jeg og springer op ad dine rene bukser!"

At der flyver mennesker rundt oppe i luften forstyrrer ikke seriøs hundeaktivitet.

"Mit reb!" "NEJ,MIT REB!"

"Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden."

Sæler - eller ...

Ham den halvgamle fik lov til at indvie en helt ny paraglider.

Ikaros på vej ind i solen

Kinik og hundene på stranden under mine vingers skygge...

Agility-Oskar

For anden gang var vores omplaceringshund, Oskar, med på agilitybanen. I dag fik han lov til at prøve lidt nye ting. Når han da ikke lige stod og hoppede og dansede i linen, fordi det så så spændende ud, når de andre hunde var i gang. Men han fik lov at prøve spring - i fin stil. Tunnel, den løb han igennem en enkelt gang selv om den var drejet og dermed meget FARLIG. Så det store, officielle A-bræt i hvidt og blåt. Ja, det var ikke noget problem, selv om han aldrig havde set det før. Jo, jeg har en forventning om,. at Oskar og jeg nok skal få en masse sjov, når jeg for alvor begynder at træne agility med ham.
Desværre havde vi ikke taget kameraet med i dag, men jeg skal nok sørge for en stak billeder næste gang. Og næste gang skal vi prøve balancebommen, det bliver spændende.

Oskar: Velkommen hjem, Sorta

I dag var Sorta og jeg på besøg på plejehjemmet, som vi plejer en gang om måneden. Da vi kom hjem stod Oskar i døren og tog imod os. Først hilste han overstrømmende på Sorta, med små slik på kinden, logren osv. De fulgtes ad ind, og først da Sorta var gået ind kom Oskar og hilste på mig. Det siger vist en hel del om, hvor tæt de to nu er knyttet til hinanden. Dejligt at se!

Brakvandsbaderne

Så startede badesæsonen for alle friske hunde. Vi havde årets første rigtige koldfrontspassage i morges. Det er vist den koldfront, der trækker det rigtige forår med sig. Jeg stoppede hundene i bilen og kørte mod Kammerslusen da bagkanten af fronten nærmede sig. Ganske rigtigt holdt regnen op i det rigtige øjeblik, og vi gik ud i den skønne natur ved Ribe Kammersluse. Først skulle Oskar jo lige overvinde den stejle trappe op på diget, men det gik nogenlunde. Derefter gik vi over den smalle jernbro hen over slusekammeret - det gik over al forventning. Midt ude på broen skulle han dog lige overbevises om, at det nu var nærmere til sikkerheden, hvis man fortsatte. Sorta var vist lidt træt af ham, for hun var kommet om bag Oskar og kunne ikke komme forbi. Sorta render jo frem og tilbage over den slags broer, som om de var sat op for hendes fornøjelses skyld, hun er en rigtig balancekunstner. Jeg har een gang måttet redde hende fra et væltet træ, hvor hun var balanceret helt ud til det tyndeste sted i mere end halvanden meters højde og ikke kunne overskue situationen.

Men Oskar klarede broen flot, og da vi skulle tilbage igen var der ingen problemer.

Så gik vi ud langs åen på ydersiden af diget - dvs. uden for slusen. Der var hverken får eller folk, så jeg slap hundene løs, så de rigtig kunne hygge sig. 

Fra diget og ud til, hvor forlandet slutter er der vel en lille kilometer. Mens jeg gik i mine egne tanker, og hundene hyggede sig, kom jeg i min vildelse til at smide en elpære i vandet. Jeg ved det godt, jeg skulle have puttet den i lommen og smidt den i en skraldespand - men jeg ville se, hvordan den flød... Men Oskar så det, og vips var han i gang med at svømme ud efter den. Han kom ind igen og afleverede elpæren til mig - og nu ligger den så i nærmeste skraldespand.

At se den hund svømme - han svømmer lige så fint som Sorta, og det varede da heller ikke længe inden de to var i gang med vild vandleg. De løb rundt som tossede, ud i vandet, op igen, efter hinanden - og ja, jeg kunne jo bare se på og glæde mig over, at man har mulighed for at lade sine hunde have så meget sjov.

Helt ude, hvor forlandet slutter, var der sandbund i dag - det var meget lavvandet, for ellers plejer der at være vand derude. De to hunde havde det så herligt med hinanden, og det fik mig egentlig til at tænke på at jeg ikke rigtig har skrevet så meget om, hvordan Sorta har taget imod vores nye beboer. Det er gået så fint og nemt, og hun er tilsyneladende glad for sin nye ven. De leger sammen, sover sammen engang imellem, deler ruskereb - og her i dag kunne jeg bare se, at nu er de bare hinandens bedste ven. Skønt at se.

Desværre havde jeg ikke kameraet med i dag, men mon ikke vi snart skal derud igen, så skal jeg nok huske det næste gang. Vi skal jo lige nå nogle flere ture ved kysten inden fuglenes ynglesæson starter, for i den periode går vi jo ikke med løse hunde ved vandet.

Titlen "brakvandsbaderne" - ja, det er jo en fb-ven, der er kommet med det navn. Herude passer det, for ved højvande er der netop brakvand i det område. Så meget fart som der var på åen i dag tror jeg nu nok, det er ferskvand.

Oskar og Skolli

Vi havde med spænding set frem til, hvordan det mon ville gå når Oskar skulle møde min søsters dejlige Islandske Fårehund, Skolli. Skolli er ikke altid lige venlig over for andre hanhunde, men mødet gik over al forventning. De to drenge legede så godt ved Mandø Ebbevej, at Sorta næsten ikke kunne følge med - Sorta og Skolli er ellers hinandens bedste venner og kan lege i timevis, til de begge ligger på siden og kun kan daske med en pote. Så igen, en ny ven til venlige Oskar, som dog også fik lejlighed til at vise at han godt kan finde ud af at markere, når nok er nok - da Skolli ville blive ved længe efter at Oskar ikke gad mere. Så kom der lige et lille "brum" et par gange, som også blev respekteret.
Jeg beklager kvaliteten af dagens billeder, men jeg havde glemt at sætte hukommelseskortet i kameraet og måtte nøjes med den smule hukommelse, der er internt. Suk, for der var ellers nogle skønne situationer med de tre dejlige hunde.
En dejlig dag i årets til dato mest fantastiske vejr. Det var så vindstille, at røgen fra Vestkraft i Esbjerg steg lige til vejrs, og luften var så klar at vi kunne se huse på Mandø, og Fanø var også ganske tydelig.

Ja, der er tre glade hunde på billederne....

At vi så kunne slutte eftermiddagen med kaffe, kringle, æblekage mv. hos min mor medens et par trætte hunde sov i bilen  var jo med til at gøre dagen perfekt.

Det var så den anden lille mærkedag - to ugers jubilæum. Og vi har lige udfyldt overdragelsesskemaet til Dansk Hunderegister, det ryger i postkassen i morgen. Dejlige Oskar er så officielt bosat her!

Oskar på agilitybanen

A-bræt. Tirsdag i sidste uge kunne han lige sætte poterne på. Nu løber han over som om han aldrig havde bestilt andet.

I dag var Oskar for første gang med på DcH´s baner for at få lov at snuse til atmosfæren derude. Kinik gik tur med vores to hunde mens jeg trænede mit begynderhold, og da jeg var færdig fik Oskar lige lov til at snuse lidt til forhindringerne. Jeg prøvede et par spring med ham, og tunnelen fik han også lov at prøve. Det var første gang Oskar så en tunnel, men det lykkedes meget hurtigt at få ham til at gå igennem den. En lille smule slalom blev det også til.

Derefter trænede jeg videre med Sorta på holdet for øvede, og da timen var slut slap vi som sædvanlig hundene løs, så de kunne hygge sig. Oskar indgik fint i flokken af fremmede hunde og legede godt med dem, så det var en god introduktion til klublivet.

Oskar i sit es: nye hunde, nye mennesker, leg

På det sidste billede ses lige bagenden af Oskar. Hans elskede bold er smuttet ind midt i den store kvasbunke, og den skal reddes. Her viser Oskars store arbejdsevne sig - han bliver ved og ved, uanset hvor besværligt det er - og til slut lykkes det jo at få bolden ud. Det bliver spændende fremover at prøve hans potentiale i de forskellige ting. Vi starter med agility, men jeg har da også tænkt mig at prøve rondering, spor, feltsøg, frit søg osv. Med to aktive hunde er der da en chance for, at jeg kan få forbedret min kondi.

Arbejdshunden Oskar.

Det er utrolig spændende at have to hunde med så forskellige karakteristika. Selvfølgelig spiller det også en stor rolle, at Sorta snart er tre år gammel og dermed voksen, mens Oskar er halvandet år, og stor teenager, men raceforskellene er meget tydelige. Oskar er som før nævnt en blanding af bordercollie, golden retriever og kleiner münsterländer, og det giver nogle meget interessante egenskaber. Det er nok bordercollien, der skinner mest igennem i hans konstante bestræbelser på at holde sammen på flokken og aldrig komme for langt væk fra os, men de to jagthunderacer viser sig i hans utrolige evne til at søge. Med andre ord ser det ud til, at vi her har en hund som er dygtig til at søge spor og finde ting (især hans elskede grønne bold) uden at komme for langt væk fra os.

Jeg er endnu ikke begyndt på nogen egentlig struktureret træning - vi har blot brugt tiden på at lære hinanden at kende. Jeg kan dog sige, at indtil nu har Oskar hurtigt lært at løbe over de små og mellemstore A´er på DcH´s bane - vi er begyndt at træne spring, og slalom er begyndt at ligne noget allerede. De to sidstnævnte har vi her hjemme. En anden sjov ting vi lige har leget med i dag er frisbee - allerede på fjerde eller femte kast greb han frisbee´en i luften! Så der er meget sjov forude. I morgen skal han med ud til DcH´s baner for første gang, dog uden at træne - blot en introduktion, for jeg kan ikke begynde nogen egentlig træning før vi har den mest grundlæggende lydighed på plads, og det kniber lidt med at sidde "plads" og andre ting som er nødvendige - men det kommer hurtigt, for han er en kvik hund og meget glad for at arbejde. Et eksempel er, at jeg flere gange gemte hans bold midt inde i kvasbunken, i op til en god meters højde - og Oskar bliver ved med at søge og arbejde, indtil han har fået den pillet ud og kommer hen til mig med den igen. Og igen. Herligt!

Oskar - bilkørsel eller alene hjemme...

Det har taget noget tid at vænne Oskar til at komme med i bilen. Selve køreturen går fint, men han har været meget langsom til at komme ind i bilen. Vi har så valgt at lade ham være alene hjemme et par timer ind imellem - og jeg tror da det er den lille ting, der har medført at Oskar her til morgen nærmest sprang ind i bilen. Selvfølgelig hænger det da også sammen med, at der altid venter en spændende gåtur ude for enden af køreturen.
Jeg har nydt at kunne fordele min arbejdstid sådan at hundene ikke behøvede være alene hjemme i sidste uge, men nu er jeg nødt til at komme igang igen. Så er det rart, at der har været god tid til at træne "alene hjemme." Vi holder hundene i hver sit rum når de er alene, og det ser ud til at fungere udmærket - der er da i det mindste ikke ødelagt noget når vi kommer hjem.