fredag den 4. marts 2011

Arbejdshunden Oskar.

Det er utrolig spændende at have to hunde med så forskellige karakteristika. Selvfølgelig spiller det også en stor rolle, at Sorta snart er tre år gammel og dermed voksen, mens Oskar er halvandet år, og stor teenager, men raceforskellene er meget tydelige. Oskar er som før nævnt en blanding af bordercollie, golden retriever og kleiner münsterländer, og det giver nogle meget interessante egenskaber. Det er nok bordercollien, der skinner mest igennem i hans konstante bestræbelser på at holde sammen på flokken og aldrig komme for langt væk fra os, men de to jagthunderacer viser sig i hans utrolige evne til at søge. Med andre ord ser det ud til, at vi her har en hund som er dygtig til at søge spor og finde ting (især hans elskede grønne bold) uden at komme for langt væk fra os.
Jeg er endnu ikke begyndt på nogen egentlig struktureret træning - vi har blot brugt tiden på at lære hinanden at kende. Jeg kan dog sige, at indtil nu har Oskar hurtigt lært at løbe over de små og mellemstore A´er på DcH´s bane - vi er begyndt at træne spring, og slalom er begyndt at ligne noget allerede. De to sidstnævnte har vi her hjemme. En anden sjov ting vi lige har leget med i dag er frisbee - allerede på fjerde eller femte kast greb han frisbee´en i luften! Så der er meget sjov forude. I morgen skal han med ud til DcH´s baner for første gang, dog uden at træne - blot en introduktion, for jeg kan ikke begynde nogen egentlig træning før vi har den mest grundlæggende lydighed på plads, og det kniber lidt med at sidde "plads" og andre ting som er nødvendige - men det kommer hurtigt, for han er en kvik hund og meget glad for at arbejde. Et eksempel er, at jeg flere gange gemte hans bold midt inde i kvasbunken, i op til en god meters højde - og Oskar bliver ved med at søge og arbejde, indtil han har fået den pillet ud og kommer hen til mig med den igen. Og igen. Herligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar