Brakvandsbaderne

Så startede badesæsonen for alle friske hunde. Vi havde årets første rigtige koldfrontspassage i morges. Det er vist den koldfront, der trækker det rigtige forår med sig. Jeg stoppede hundene i bilen og kørte mod Kammerslusen da bagkanten af fronten nærmede sig. Ganske rigtigt holdt regnen op i det rigtige øjeblik, og vi gik ud i den skønne natur ved Ribe Kammersluse. Først skulle Oskar jo lige overvinde den stejle trappe op på diget, men det gik nogenlunde. Derefter gik vi over den smalle jernbro hen over slusekammeret - det gik over al forventning. Midt ude på broen skulle han dog lige overbevises om, at det nu var nærmere til sikkerheden, hvis man fortsatte. Sorta var vist lidt træt af ham, for hun var kommet om bag Oskar og kunne ikke komme forbi. Sorta render jo frem og tilbage over den slags broer, som om de var sat op for hendes fornøjelses skyld, hun er en rigtig balancekunstner. Jeg har een gang måttet redde hende fra et væltet træ, hvor hun var balanceret helt ud til det tyndeste sted i mere end halvanden meters højde og ikke kunne overskue situationen.

Men Oskar klarede broen flot, og da vi skulle tilbage igen var der ingen problemer.

Så gik vi ud langs åen på ydersiden af diget - dvs. uden for slusen. Der var hverken får eller folk, så jeg slap hundene løs, så de rigtig kunne hygge sig. 

Fra diget og ud til, hvor forlandet slutter er der vel en lille kilometer. Mens jeg gik i mine egne tanker, og hundene hyggede sig, kom jeg i min vildelse til at smide en elpære i vandet. Jeg ved det godt, jeg skulle have puttet den i lommen og smidt den i en skraldespand - men jeg ville se, hvordan den flød... Men Oskar så det, og vips var han i gang med at svømme ud efter den. Han kom ind igen og afleverede elpæren til mig - og nu ligger den så i nærmeste skraldespand.

At se den hund svømme - han svømmer lige så fint som Sorta, og det varede da heller ikke længe inden de to var i gang med vild vandleg. De løb rundt som tossede, ud i vandet, op igen, efter hinanden - og ja, jeg kunne jo bare se på og glæde mig over, at man har mulighed for at lade sine hunde have så meget sjov.

Helt ude, hvor forlandet slutter, var der sandbund i dag - det var meget lavvandet, for ellers plejer der at være vand derude. De to hunde havde det så herligt med hinanden, og det fik mig egentlig til at tænke på at jeg ikke rigtig har skrevet så meget om, hvordan Sorta har taget imod vores nye beboer. Det er gået så fint og nemt, og hun er tilsyneladende glad for sin nye ven. De leger sammen, sover sammen engang imellem, deler ruskereb - og her i dag kunne jeg bare se, at nu er de bare hinandens bedste ven. Skønt at se.

Desværre havde jeg ikke kameraet med i dag, men mon ikke vi snart skal derud igen, så skal jeg nok huske det næste gang. Vi skal jo lige nå nogle flere ture ved kysten inden fuglenes ynglesæson starter, for i den periode går vi jo ikke med løse hunde ved vandet.

Titlen "brakvandsbaderne" - ja, det er jo en fb-ven, der er kommet med det navn. Herude passer det, for ved højvande er der netop brakvand i det område. Så meget fart som der var på åen i dag tror jeg nu nok, det er ferskvand.