Overskriften

En gang imellem glemmer jeg næsten, at denne blog hedder "et hundeliv" - jeg glemmer jo at se tingene fra hundens synspunkt!
Disse dage omkring nytår må være meget irriterende for en hund. Nogle hunde er døden nær af skræk over fyrværkeriet, og skal rent ud sagt igennem en helvedesuge, der kulminerer med bulder og brag nytårsaften. Andre hunde er ikke bange for skyderierne, men ser det som deres opgave at advare og beskytte sin "flok" mod larmen. Det medfører en anspændt hund, som hele tiden er på vagt, ikke får sovet ordentligt, og er lidt træls at være sammen med.
Vores hund tilhører den sidste kategori. Vi går til hundetræning på nogle baner, der ligger lige ved siden af en skydebane, og hundene i vores afdeling af DCH er vant til skud. Det er noget andet, når man er hjemme og skal bevogte sit territorie. Heldigvis bor vi på landet, så larmen er begrænset, men vi undgår ikke overraskelser i form af crysanthemumbomber og lignende. Så farer hunden op med et sæt, og vi skal igennem hele alarmforløbet igen.
Nå, men lige nu sidder den klar ude i bilen - vi skal ud på en lille frisk luftetur med lidt træning, og i morgen tager vi en ordentlig omgang med gåtur, lidt agility hjemme på marken, og måske et godt langt sporsøg - så er hunden godt træt, og når den så får lidt mere aftensmad end den plejer skal der nok blive ro. Det er vores hund 2. nytårsaften - sidste gang gik det egentlig helt fint, den er i hvert fald ikke bange.
Godt nytår.

Jul

Det undrer mig, at verden altid går helt amok omkring juletid. Uanset ens baggrund for at fejre denne tid på året, så stimler folk sammen i butikkerne. Der bliver købt ind, så man skulle tro der var lukket i flere uger. Men som det ser ud i dag kan man komme på indkøb uanset hvornår man har lyst. Efter helligdagen er der lige så stor sammenstimlen igen. Nu skal gaverne så byttes...
Et utal af mennesker er nødt til at søge "julehjæælp" for at være med i ræset. I stedet for at bruge den indvendige side af hovedet. For hvem er juleræset til glæde for? Svar: forretningerne! Overflødige produkter i store mængder bliver slæbt hjem. Kigger man så i genbrugsbutikkerne kan man se de samme ting i ubrugt stand til en tiendedel af prisen.

Sne og is

Ja, det er jo et sjovt fænomen. Ikke sneeen som sådan, men mere det, den gør ved folk. Det tegner til en hvid jul for første gang i lange tider, og vi mennesker bliver sådan lidt lalleglade. I det mindste her på egnen - for vinteren er streng mange steder i Europa, og USA får da også sin del. Vinteren kommer bag på os hver gang. Biler uden vinterdæk, folk der døjer med frosne vandrør og alle de andre genvordigheder, vejret bringer med sig. Når jeg ser billederne fra USA - som næsten er ens år for år - kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at man bruger så store resourcer på at rydde vejen, så BILEN kan køre. Det er jo næsten umuligt mange steder. Hvorfor dog ikke lade sneen ligge og så bruge pengene på at stille snescootere til rådighed for folk? Sikkert bare en skør ide, men hvad nu hvis. Det kunne vi til gengæld ikke gøre her i Danmark, for vi har så få dage om året, hvor sneen virkelig er et problem. Meget kunne dog afhjælpes, hvis ikke folk havde så hulens langt på arbejde. Der er da ingen mening i, at man via skatten begunstiger folk for at have langt på afbejde - for så at få store ekstraudgifter til snerydning, vejhjælp mv.

Klimatopmøde

Så blev de kloge hoveder da endelig færdige med topmødet i København. Igen engang kunne det for udenforstående næsten se ud til, at den slags kongresser ender med at være en krig om, hvem der kan holde sig vågen længst tid. Vores stakkels statsminister sad med et meget træt udtryk og skulle forsøge at få samlet de sidte tråde - mens div. repræsentanter for de sædvanlige stater sad og skabte sig om enkelte ord og kommaer. Tja. Der er kun een positiv ting at sige: den store tilslutning viser, at alle verdens lande nu efterhånden er ved at vågne op til dåd. Så må man håbe, de rejser hjem og begynder at udrette noget, selv om der ikke blev et bindende dokument ud af det.
Der er så mange paradokser i hele det her miljøspil. Alle de ting, som man idag arbejder med, har været undervejs eller er opfundet for rigtig mange år siden. Det har bare endnu ikke været rigtig attraktivt at anvende dem, for fossilt brændstof er jo billigere. De mennesker, der har implementeret div. teknikker har gjort det af ren overbevisning - for så efter mange år at finde ud af, at det var en god investering alligevel. Det kan være solfangere, solceller eller masseovne, for bare at tage nogle få eksempler.
Jeg sad forleden og kiggede i nogle gamle årgange af National Geograpic. Her var bl.a. nogle 25 år gamle planer over 0-energihuse. Dem er man ved at genopfinde nu... Der var også et billede af en over 100 år gammel motor af sterling-type, der kunne køre med 400 rpm på ren solvarme.
Og hvad skete der med græsrødderne fra min ungdomstid? Jeg var desværre ikke selv en af dem, jeg var lidt for ung dengang, men jeg var dog med til et kursus, hvor vi byggede en vindmølle. Det var et stort øjeblik, da den begyndte at dreje rundt i vinden. Det var i 1977.
Men på et tidligt tidspunkt i møllernes udviklingshistorie var der en regering der besluttede, at der skulle ydes tilskud til opsætning af møller - og se så lige, hvor Danmark er i dag i den sammenhæng.
Senere har det været mere bøvlet, og der skal da også flyttes meget inden i almindelige folks hoveder. Det drejer sig om alt fra affaldssortering til vedvarende energi.
Resultatet udebliver ikke. Set ud fra målinger i iskernerne og atmosfæriske målinger siden 1950´erne har der aldrig været så højt et indhold af CO2 i atmosfæren. Årsager og virkninger har alle adgang til at finde frem til, via internet og andre medier.
Hovedårsagen er inden i vore hoveder.

Dit og dat

Så kom sneen - og det er da noget, der kan sætte fut i en hund. Det er altid en fornøjelse at se glade hunde og børn lege i sneen - endelig får børnene noget at bruge deres kælke til. Var lige ude at reparere et lillebite hul i et stråtag - det er den første dag uden frost i et stykke tid, og man skal bare ikke begynde at pille i gamle stråtag når det er frosset. Så bliver hullet bare større og større.
Cyklister: min yndlingsaversion. Sæt et voksent menneske på en cykel, og se hvordan hjernen øjeblikkelig bliver slukket. I går kom vi kørende og skulle en tur i Fakta. Her skal man dreje til højre i et t-kryds. To voksne cyklister.....suk. Den ene kører højre om, den anden venstre om. Jeg dyttede selvfølgelig ad dem. Da de så kommer cyklende forbi i rundkørslen (venstre om) får jeg af manden den berømte overflødige midterste finger. Altså: cyklist fjumrer i trafikken og giver så bilisten fingeren. Han nåede at få en meget lang række skældord, inden han var uden for hørevidde.
Det er ikke så mærkeligt, der sker mange ulykker med cyklister - de fjumrer rundt så man burde bygge tunneller, de kunne køre i.

Biler altså....

Nu er tiden så kommet, hvor den kære gamle VW Transporter fra 1986 skal synes. Jeg får mekanikeren til at kigge på, hvad der skal laves - og hjælp.... Det kan ikke svare sig at få prof. hjælp da det vil løbe op i 20-25.000.- så nu skal jeg ud at finde en lille billig bil, som vi kan køre i, mens jeg får bussen lavet. Det ender nok med, jeg er Transporter-mekaniker inden jeg bliver færdig. Men laves, det skal den. Der må ikke gå flere af disse dejlige biler til skrot. Vores er den militære udgave, som har startet sin tilværelse som bus. Senere er den så kommet over på gule plader. Det er på mange måder en ideel bil til det aktive fritidsliv, vi lever, med hund, ture, hanggliding og paragliding, osv. Og i sommer viste det sig også, at størrelsen er ideel til ferie i Norge. Den kan også klemme sig forbi på de smalle bjergveje. Da så vi andre med store campere, der havde problemer. Da den både er "højbenet" og har differentialespærre er det jo ikke tit, den må give op. Det er bare pengepungen, der giver op...

Regn igenigen

Det er da til at blive træt af med al den regn. Nå, vi skal nu ikke klage i lille Danmark, der er masser af andre steder med ekstremt vejr. Engang imellem kommer man i diskussion med folk, som "ikke tror på" at der finder en klimaændring sted. Jeg kan blive noget så sur - man kan jo bare spørge borgerne på Maldiverne og andre lave øer. Eller de arktiske folk, som må se isen blive dårligere år for år. Og de "skeptikere" man taler med har som regel ikke selv været andre steder end Mallorca og LaSanta. Det forvirrer billedet, at populærvidenskabelige magasiner og artikler giver udtryk for en uenighed blandt forskere. Går man så lidt i dybden kan man se, at seriøse forskere ikke er uenige - men en tur i den journalistiske mølle kan jo nemt forvirre begreberne.
Måske bunder noget af skepsis i, at der fokuseres meget på CO2 - som jo er usynligt. Men i al den tid, man har målt (hvilket ikke er særlig længe efter geologisk målestok) er CO2 indholdet steget. Dertil kommer andre gasser, som bl.a. kan være indkapslet i permafrost. Og resultaterne fra iskerneboringerne taler jo et tydeligt sprog om luftarternes indbyrdes forhold i atmosfæren gennem rigtig mange år.

optræksmaskine

I vores hang- og paraglidingklub har vi gennem årene tit drømt om vores eget optræksudstyr, så vi kan få nemmere ved at udføre skoling lokalt. For en hel del år siden var vi godt igang - det var længe før paragliding - men folk svigtede, og udstyret står nu ubrugt hen. Men nu er der kommet nye, aktive folk i klubben, og der sker noget! En brugt scooter med 125 ccm. motor blev indkøbt, og er nu ved at blive lavet om til et spil. Et spil, som er let at flytte, så man kan bruge en hvilken som helst flad mark - når der ikke lige er afgrøder på. Vi glæder os til at komme igang, og kan måske også få gang i hangglider-skolingen igen. Den har stået stille i flere år, da det er et knokkelarbejde at lære folk at flyve hangglider, når der ikke er elever nok til at hjælpe hinanden med at bære glideren op ad bakken efter en nedflyvning. Se mere på vores hjemmeside www.op87.dk

Hvem er jeg

Jeg startede denne blog forleden med et lille indlæg om hund. Det var egentlig blot for at komme igang med at "blogge", for det har jeg ikke prøvet før. Det er så også derfor, jeg starter med at være anonym, jeg skal lige se det her lidt an.
Men jeg kan da fortælle, at jeg er 50 år gl. Jeg startede mit liv i en landsby øst for Ribe. Hunde har altid været en del af tilværelsen, og det samme har flyvning. Jeg startede som 13-årig med et linestyret modelfly, og i 1977 begyndte jeg så at flyve hangglider. Det gør jeg stadig en gang imellem, og omkring 1995 kom paragliding ind i billedet. Desuden har jeg boet en tid på Grønland, først 3 år i Qaanaaq, så to år i Qasigiannguit. Jeg er gift med en pige fra Herberth Ø ved Qaanaaq. Sidste år fik vi vores første islandske fårehund. Det er så også den første hund, jeg har gået til træning med - og det er jeg blevet helt bidt af. Lige nu holder vi vinterpause, men har hidtil gået til både lydighed og agility. Vi starter i januar igen, og jeg regner med at holde en lille pause fra lydighedstræningen og nøjes med agility. Det er en hård arbejdsdag for hunden med to timers koncentreret træning lige efter hinanden, og jeg har da også ind imellem valgt at afbryde før tid. Man kan godt mærke, når hunden ikke gider mere. Så stopper vi selvfølgelig, for det skal jo også være sjovt for hunden.
I august var vi for første gang en tur i Norge, og er allerede ved at planlægge næste års tur derop. Det er et skønt land, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi ikke er begyndt at rejse derop noget før - der er noget at indhente!

agility

Efter vores første sæsons ihærdige træning oprandt den store dag: vores første "rigtige" test på en 18 forhindringers bane. Og det gik helt over forventning. Sorta var helt tændt - den kunne nok mærke, at jeg var det - og strøg banen igennem på 46 sek. med nul fejl! Dagens hurtigste tid på samme bane var en bordercollie, erfaren hund med erfaren fører på 35 sek.

Vores slalom er ikke god endnu, men det kommer. Så det ender vel med, at vi skal med i en konkurrence for at snuse til den del af hundesporten.Det troede jeg aldrig, jeg skulle indrømme at jeg fik lyst til...