et hundeliv: Oskar - nu med paraglider og saltvand

Det er underligt at tænke på, at det nu allerede er fire uger siden, at vi forventningsfulde og med sommerfugle i maven kørte til nordsjælland for at se en hund, som vi måske ville tage med hjem. Det er jo nogle dage siden jeg har skrevet her, og det er simpelt hen fordi der efterhånden har indfundet sig en god hverdag. Vi har haft mange oplevelser, og kun gode, med ham. Han er en meget venlig hund, hvad enten han møder andre mennesker, hunde eller katte.

Sorta og Oskar er rigtig glade for hinanden. De leger sammen, snuser til de samme ting på gåturene, småskændes lidt om legetøj eller godbidder - og slutter altid af med at give hinanden et lille slik på kinden. Vores dag starter altid med en gåtur på lidt under en time, inden jeg begiver mig afsted på arbejde. På vejen ud bliver alting jo undersøgt, men på tilbagevejen skal der leges. Når drengerøven Oskar bliver for dum, så er det meget sjovt at se hvordan Sorta sætter ham på plads. Han får et lille nap i siden, Sortas lille tætte krop bliver helt stram at se på, ørerne lægges lidt tilbage og de ellers så blide, brune øjne bliver til små kulstykker, der brænder hul i Oskars ego. Jo, det er Sorta der er overhund. Det samme gælder, hvis der er en pind eller en godbid, som hun ikke synes er noget for ham.

Når vi er i nærheden af vand, ja så er det da meget praktisk at have mennesker med til at køre bilen, men ellers klarer hundene sig fint selv. Det gælder uanset om vi kører ud til åen eller kysten; vand er til at pjaske i. Første gang Oskar svømmede i åen - medstrøms - kunne man næsten se hvad han tænkte: "Hej, jeg svømmer sgu med 8 knob her, se på mig!" Jeg måtte råbe temmelig højt for at kalde ham ind, han var helt væk i svømningen.

Dagen i dag kørte vi til et sted i Ho Bugt ved Esbjerg, hvor vinden og solen havde budt op til dans. Efter en lang og kold vinter var det endelig godt vejr til en gang paragliding. Vi startede med en gåtur langs stranden - og lige med et kom der sådan en kæmpevinge svævende. Oskar knurrede lidt ad den, gøede et par gange - hvorefter kæmpefuglen svævede ned på stranden og faldt sammen. Da den også slap den mand, den havde fanget, var Oskar meget godt tilfreds med sin egen indsats som dræber af store fugle, og værdigede ikke skærmene et blik resten af dagen. Han er jo også opvokset lige i nærheden at et velbesøgt flyvested på nordsjælland, så han har set sådan nogen monstre før. De to dejlige hunde fik sig nogle gedigne svømmeture, og da vi havde pakket sammen og sad i bilen igen, lå der et par meget trætte hunde på bagsædet.

Ja, det var så vores lille månedsjubilæum.