mandag den 11. januar 2010

Godt Nytår

Lidt forsinket, men jeg er ikke så flittig med skriverierne pt.
I går var vi til den årlige optakt på sæsonen i hundeklubben. En lille gåtur i den bidende kolde vind førte os ud til en herlig skovlegeplads, hvor hundene blev sluppet fri og kunne tumle sig i sneen. Sne er da godt for noget: børn og hunde elsker det. Det er godt for noget andet: min have er lige så pæn som naboens...
Da vufferne havde tumlet sig længe nok gik vi i samlet flok tilbage til klubhuset, hvor gløgg og æbleskiver ventede på os. Trods det lidt stygge vejr havde der samlet sig 25-30 deltagere, så det var jo ikke så dårligt.
Næste søndag starter træningen. Jeg har valgt at nøjes med agility her den første del af sæsonen, selv om rally lydighed også ser spændende ud. Men det er meget trættende for hunden at være med til to ting lige efter hinanden, så vi må vælge. Lydighedstræningen gemmer vi lidt, vi skal alligevel ikke til konkurrencer - og når vi nu synes, at vores hund opfører sig som vi gerne vil have det, ja så skal vi jo bare vedligeholde det, den har lært.
Sidste torsdag var jeg i radio syd med et lille indlæg om hunden som besøgsven på plejehjem. Det fik jeg en del rosende kommentarer for (tak) og tænk! Jeg vidste ikke, at der er så mange der lytter til radio syd klokken 7 om morgenen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar